En ung, grådkvalt pige står på scenen i et telt, som er proppet til ud over sin kapacitet. Tilhørere står i regnen udenfor teltet, mens hun fortæller om sine oplevelser med en voldelig kæreste. Hendes stemme knækker flere gange, og truer med at bryde sammen, men hun fortsætter.

Det er hårdt at gøre sig til frontfigur for noget man helst vil gemme væk, men hun stiller op. Teltet står mellem andre, næsten identiske telte, hvorfra tørre talestrømme diskuterer lovstramninger og flygtninges vilkår i landet.

Jeg er på Folkemødet anno 2016, og det er koldt og vådt. Den mumlende lyd af samtale og sporadisk latter kan ikke dække over lyden af folkets fødder der knaser imod de sorte granitsten. Hjemmeværnet er her selvfølgelig også, mest tydeligt repræsenteret i de mange regnslag som folk over alt har trukket over deres tøj. ”Vi stiller op” – men gør de det? Virkelig?! Hjemmeværnets nervecenter ved folkemødet er MHV903 Hjortø. Ombord diskuteres cyber-sikkerhed, men de fleste går forbi, og stopper kun for at indsamle gratis vand og regnslag i M84 sløringsmønster. Enkelte taler med de frivillige, som står klar i det dryppende vejr, iklædt regnfrakker og et smil. Selvom mange ikke en gang anerkender deres tilstedeværelse med et venligt ord, stiller de op. Vi stiller op, minder en eskadrillechef mig om, da jeg udtrykker min beundring for deres ånd. Ja, bliver jeg mindet om da jeg bevæger mig igennem mylderet og mudderet. Omgivet af folk med paraplyer, regnfrakker og regnslag. ”Vi stiller op” minder regnslagene mig om igen og igen. Vi gør det ikke for anerkendelsen, eller for at fange mediernes lys i bare et minut. Som den grådkvalte pige i teltet stiller vi op fordi det er nødvendigt, fordi vi vil gøre en forskel.

 

Af: Menig Nils Anker Tønner-OldefarAf: Menig Nils Anker Tønner-Oldefar