Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Briefing af deltagerne lige før konkurrencen gik i gang. 

Dansk sejr og nye venskaber i Tyskland

I weekenden 5.-7. maj var cirka 40 soldater på besøg hos Landeskommando Schleswig-Holstein for at deltage i en skydekonkurrence. Mikkel Nysom blev både bedste dansker og konkurrencens bedste skytte.

07-05-2017

Cirka 40 soldater fra hele regionen og et par stykker fra Flyverhjemmeværnet drog fredag d. 5. maj til Gaushorn for at besøge Landeskommando Schleswig-Holstein og deltage i en venskabelig skydekonkurrence. Udover selve konkurrencen blev det for mange af soldaterne også et glædeligt gensyn med tyske samarbejdspartnere og nye relationer blev bygget op.

- Jeg er kommet her siden 2004 til mange forskellige arrangementer og har opbygget personligt venskab med mange af de tyske værter, fortæller oversergent Kenneth Qvist, der er tovholder fra dansk side på arrangementet.

Før var det enkelte kompagnier, der havde samarbejde med tyske kompagnier, men efter regionssamlægningen er skytter fra hele regionen blev inviteret.

- Det er for, at det ikke kun er særlige kompagnier, der har tyske forbindelser og venskaber, forklarer Kenneth Qvist.

Og det giver god mening, for skulle der f.eks. ske en naturkatastrofe i grænseområdet vil Landeskommando Schleswig-Holstein være en naturlig samarbejdspartner for Hjemmeværnet.

Støtte til dansk-tysk samarbejde

Gerulf Klausen, der er løjtnant i kompagni Kjellerup i Hærhjemmeværndistrikt Midt- og Vestjylland, var netop taget ned til konkurrencen dels for at deltage og dels for at vedligeholde og udvikle sine kompetencer. Han er blandt andet skydeinstruktør og er med til at uddanne nye instruktører.

- Jeg går op i at vedligeholde mine kompetencer og vi kan lære meget ved at udveksle kompetencer med tyskerne, siger han.

Han har ikke været i Gaushorn før, men vil gerne støtte op om et dansk-tysk samarbejde.

- Umiddelbart er det nok mest de sydlige distrikter, der får mest gevinst ved samarbejdet, men vi danner nogle relationer og støtter op om det. Og så er det en kærkommen lejlighed til at få skudt lidt, fortæller han.

Sejr til Danmark og omskydning om tredjepladsen

Danmark vandt da også ’landskampen’, hvor der blev uddelt præmier til de tre bedste fra hvert land, samt udnævnt konkurrencens bedste skytte. Bedste dansker og bedste skytte blev Mikkel Nysom fra Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland med 407,5 point. På en anden plads kom Carsten Ulmann fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland med 400 point. Pladsen som tredjebedste dansker måtte to skytter fra Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland skyde om, da de i første omgang stod helt lige, men sejren gik til Mads Hedegaard med 395 point. Stort tillykke til dem alle.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring