Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed



International øvelse for specialoperationsstyrker

Night Hawk 2018 er i fuld gang i det nordjyske. 400 hjemmeværnssoldater støtter øvelsen.

24-09-2018

Af Informationsofficer Palle Strandgaard, Presse- og Informationscenteret/Øvelse Night Hawk.

I disse dage deltager omtrent 400 hjemmeværnssoldater i Øvelse Night Hawk, der primært foregår i Nord- og Midtjylland med base på Flyvestation Aalborg og med maritime specialoperationsstyrker på Flådestation Frederikshavn.

Øvelsen fokuserer på træning af Special Operations Task Groups i en værnsfælles og international ramme. En Task group er en enhed, der er sammensat til en specifik opgave. Den kan variere i størrelse og den kan være sammensat af soldater fra forskellige lande.

Øvelsens scenarie koncentrerer sig om det, der i fagsprog kaldes hybride trusler og krigsførelse. Hybrid dækker over, at fjenden ikke kun kan angribe med soldater og konventionelle våben mod mål som f.eks. broer og havne med videre, men også med cyberangreb og vira mod eksempelvis offentlige institutioner og kraftværker samt med fake news for at skabe forvirring og modstand i befolkningen.


På Night Hawk 18 er der omkring 1800 deltagere fra Danmark, USA, Tyskland, Finland, Holland, Polen, Schweiz, Østrig, Belgien og Litauen. Landene deltager både med konventionelle styrker og specialoperationsstyrker. Flyvevåbnet deltager med både helikoptere og fastvingede fly, og Søværnet deltager med bl.a. fregatten Peter Willemoes, et miljøskib og et transportskib.

Soldaterne fra Hjemmeværnet deltager blandt andet som momenter og vagter samt som transportfolk og førstehjælpsminkkørere. De er således i høj grad med til at sikre øvelsens gennemførelse.

Øvelsen foregår i perioden 17.-27. september og er således i fuld gang. 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring