Weekenden 20. og 21. maj foregik tredje uddannelsesweekend
for de hjemmeværnssoldater, der skal deltage i øvelse Northern Strike i
Michigan, USA fra sidst i juli til midt i august.
Soldaterne er samlet i Borrislejren i Vestjylland, og weekendens primære tema
er skydning: indskydning af soldaternes våben, gruppe-skydning og skydning for
hele delinger.
Kaptajn af Reserven Carsten Corfitzen, der er tovholder på uddannelsen af de hjemmeværnssoldater,
der skal deltage i Northern Strike, og han er absolut tilfreds med det, han har
set på skydebanerne i Borris.
- Skarpskydning er en vigtig del af soldaternes uddannelse generelt, udtaler
han, og fortsætter
- I denne weekend får soldaterne indskudt deres våben, og vi
træner forskellige typer skydninger, som vi kommer til at skyde i USA.
Weekendens program er tilrettelagt på en måde, så skydningerne bliver mere og
mere komplekse og sværere og ender med en samlet skydning for hele delingen
søndag – noget, der stiller krav til både de menige soldater og deres førere.
Tilfredshed og
ventetidsuddannelse
Der er fra ledelsens side stor tilfredshed med de færdigheder og den
indstilling, soldaterne møder op med – og hen over weekenden skal samarbejdet i
grupper og delinger nok blive endnu bedre.
Ventetiden mellem skydningerne bruges også til uddannelse.
Soldaterne får et brush-up på førstehjælp, og der trænes i kortlære med fokus
på området i Michigan. Soldaterne får også genopfrisket en masse militære
udtryk på engelsk – noget der bliver behov for, når man skal samarbejde med
yderligere 5 NATO-lande under øvelsen.
”Det er sjovt at
repræsentere Danmark”
På Indskydningsbanen står Tobias Thomsen fra Hjemmeværnets Infanterikompagni
Aarhus for udlevering af ammunition, mens han venter på, at det bliver hans tur
til at skyde.
Tobias er en garvet Hjemmeværnssoldat, der i 2014 også var med Hjemmeværnet på
øvelse i USA – den gang på Golden Coyote.
Som anlægsgartner med speciale i anlægning af fodboldbaner af både græs og
kunststof, har Tobias normalt en travl hverdag, men lige netop i
sommerferie-perioden er der relativt roligt på arbejde. Han havde derfor ingen betænkeligheder ved at melde sig som deltager til
Northern Strike, da muligheden bød sig – med tilgodehavende feriedage og en hel
del afspadsering til gode, var han straks frisk på ideen om at deltage.
- Det er sjovt og spændende at få lov at repræsentere Danmark, i forbindelse
med sådan en international øvelse. Det er min oplevelse at de danske hjemmeværnssoldater
rent fagligt sagtens kan være med i det internationale selskab, fortæller han.
Tobias meldte sig til Hjemmeværnet, da han trak frinummer på session ved Forsvarets dag.
- Hjemmeværnet havde en hvervestand på Forsvarets dag, og jeg synes, det var en rigtig god måde at kombinere det at være soldat med samtidig at have et civilt arbejde - det er en god afveksling.
Der bliver brugt mange timer på tjeneste i Hjemmeværnet, men når der så byder sig muligheder, som det at komme med til USA, er det timer, Tobias meget gerne yder.