Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Ambulancen stod klar i Snaptun Havn, da ANDROMEDA kom ind med lystsejleren.

Lå hjælpeløs i sin båd: Ældre mand hjulpet i havn i nat

Torsdag aften og natten til fredag var ti frivillige fra Marinehjemmeværnet i Juelsminde/Vejle af sted i næsten otte timer på en eftersøgnings- og redningsaktion i farvandet mellem Vejle Fjord og Horsens Fjord.

26-06-2020

​​

Tekst: Ninna Falck •​ Foto: Peder Juul Nielsen

Opgaven startede torsdag klokken 20.36, med et opkald til Hjemmeværnsflotille 133 Juelsminde/Vejle fra Søværnskommandoens Joint Rescue Coordination Centre (JRCC). 

JRCC havde modtaget et nødopkald fra en lystsejler, som var i problemer ved Sandbjerg Vig, men inden lystsejleren havde givet alle sine oplysninger, var forbindelsen blevet afbrudt. 

Sandbjerg Vig ligger lige ud for Juelsminde Havn, hvor de lokale marinehjemmeværnsfartøj, MHV 8​04 ANDROMEDA, ligger. Og som det første blev ANDROMEDA’s hurtige gummibåd sendt af sted med to gaster. Flotillens øvrige fremmødte gik ud og kiggede efter sejlbåden lige omkring havnen. 

- Ca. klokken 21.00 bliver vi så kaldt op af JRCC og spurgt, om vi ikke vil gå ud med ANDROMEDA og være On Scene Coordinator på en eftersøgning længere ude, fortæller fartøjsfører Bent Hillertz Hansen. 

Få minutter senere sejlede otte marinere ud om bord på ANDROMEDA med Bent Hillertz Hansen i spidsen, for at styre eftersøgningen til søs. 

Som on Scene Coordinator havde ANDROMEDA til opgave at udstikke søgeområder til de deltagende både, holde kommunikationen med alle, og koordinere med JRCC samt med Helikopteren og beredskabet i land. Det er en opgave, som alle Marinehjemmeværnets fartøjsførere uddannede til. De råder over det nødvendige materiel om bord bl.a. den ’SINE-radio’, som også politi og helikoptere anvender.

Ud over ANDROMEDA og dens gummibåd deltog Dansk Søredningsselskab med to både. Politiet og Horsens Brand og Redning deltog med hver en gummibåd, og i​ luften skiftedes to af Flyvevåbnets redningshelikoptere til at støtte eftersøgningen.

Blev fundet i mørket af redningshelikopteren

Omkring midnat havde man afsejlet hele Sandbjerg Vig uden resultat, og det blev besluttet at søge videre nordpå i As V​ig. 

Det var samtidig blevet så mørk, at kun Marinehjemmeværnet og Dansk Søredningsselskab var i stand til at fortsætte, fordi de havde natobservationsudstyr. Selvfølgelig var helikopteren også stadig med.

- ANDROMEDA og Dansk Søredningsselskab søgte ude på åbent vand. Helikopteren afsøgte langs kysten og omkring de lavvandede områder. Og helikopteren finder ham så. Han ligger med sin båd to sømil fra Snaptun, som ligger lige ved indsejlingen til Horsens Fjord, siger Bent Hillerts Hansen, og fortsætter;

- Vi sender​ ANDROMEDA’s gummibåd op til ham, og de kommer om bord i båden omkring klokken​ 01.30.

Her viste det sig, at den 75-årige mand havde alvorlige problemer med ryggen. Helikopteren ville gerne flyve ham til hospitalet, men de to gaster fra Marinehjemmeværnet turde ikke vurdere, om manden var i stand til at blive hoistet op i helikoteren.

Helikopteren sendte derfor en redder og en læge ned til båden. Udgangen på det hele blev, at ANDROMEDA sejlede op på siden af båden, som kom på slæb - stadig med redder og læge om bord. De ankom til Snaptun Havn ca. klokken 02.00, hvor ambulancen ventede. 

Et godt samarbejde om redningsopgaven

Bent Hillertz Hansen er glad og lettet over at få manden sikkert i land, og han glæder sig over det gode samarbejde mellem de forskellige deltagere i eftersøgningen. 

- Dansk Søredningsselskab gjorde det super godt, og samarbejdet med de to redningshelikoptere fungerede rigtig godt. Vores folk om bord på ANDROMEDA og i gummibåden klarede opgaven lige efter lærebogen, så det er bare alt i alt rigtigt betryggende at se, at det hele fungerer. Og det er jo altså netop i situationer som denne her, hvor man ikke rigtig kan undvære Marinehjemmeværnet, der netop har kompetencen til at lede sådan en indsats on site, understreger Bent Hillertz Hansen.​ 

Han var tilbage i havn i Juelsminde med sin besætning klokken 04. 40 fredag morgen.

Læs mere og se billeder fra aktionen Horsens Folkeblad her ​

Udklip fra marinetraffic.com, som viser ANDROMEDA's sejlads torsdag aften og fredag nat.​ ​ ​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring