Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Marinehjemmeværnets første indsættelse i 2021

Så er der taget hul på det nye år. Marinehjemmeværnet i Svendborg tog årets første indsættelse. Uro omkring en efterladt cykel på Siø-dæmningen trak ni frivillige tidligt ud af fjerene. Det viste sig heldigvis, at bekymringen for cyklisten var ubegrundet.

01-01-2021

​​

Tekst: Ninna Falck • Foto: John Langelund

Det nye år var ikke mere en 5 timer og 40 minutter gammelt, før end den første enhed i Marinehjemmeværnet blev kaldt ud på eftersøgning.

En cykel var efterladt på Siødæmningen, som forbinder øerne Tåsinge og Siø​, og det vakte uro om cyklistens skæbne. Søværnskommandoens Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) alarmerede derfor Marinehjemmeværnets Flotille 244 Svendborg, som sendte ni frivillige gaster til søs med lokale fartøj, MHV 810 LUNA.

- Vi startede med at sende LUNA’s hurtige gummibåd af sted til området, hvor de kunne støtte enhederne fra Falck og Dansk Søredningsselskab samt redningshelikopteren​, fortæller Casper W. Didriksen, der er chef for flotillen, og som selv deltog i eftersøgningen.

LUNA fulgte efter, og havde fået opgaven som ’on scene coordinator’ af JRCC. Det betyder, at man fra LUNA via radioen koordinerede de deltagende enheder i forhold til de søgeområder, de skulle igennem. 

- Vi søgte i området nord for dæmningen. Det var en kold og lidt diset formiddag, men der var stille vejr og ingen sø, så vi havde egentlig ok forhold at søge i, indtil eftersøgningen blev afblæst omkring klokken 10.00, siger Casper W. Didriksen.

På twitter fortæller Fyns Politi, at personen, som har efterladt cyklen på broen, har givet sig til kende. Så heldigvis var der alligevel ikke menneskeliv i fare denne gang.

Og det er netop kun ved de allervigtigste opgaver, at Hjemmeværnets frivillige tager ud på opgaver i denne tid. Det sker under strikse forhold med høj hygiejne og fysisk afstand mellem deltagerne.

LUNA og dens besætning var tilbage i havn i Svendborg omkring klokken 11.00. Årets første dag havde fået en uventet start, men sådan er det, når man er på et beredskab, hvor man har forpligtet sig til at rykke ud alle årets dage, hvis​ menneskeliv eller havmiljøet er i fare.

​- Alle mødte op og var fokuseret på opgaven. Vi møder, når der bliver kaldt. Vi har da også en gang været ude juleaften, lyder det fra Casper W. Didriksen.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring