Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​APOLLO foran CHARLES DE GAULLE. Der er næsten to kilometer mellem dem. 

Apollo og hangarskibet

​​Kan Europas næststørste hangarskib på 261.5 meter bruge et marinehjemmeværnsfartøj på 23.7 meter til noget? Besætningen om bord på APOLLO fra Frederikshavn får nu ros for sin deltagelse i beskyttelsen af hangarskibet, CHARLES DE GAULLE, i sidste uge

07-04-2020

​​​​​Tekst: Ninna Falck Foto: Lars Horn og Palle Jep​sen.

Den militære træning kombineret med lokalkendskabet og god kommunikation med den kystnære skibstrafik er en styrke i Marinehjemmeværnet, som ikke skal underkendes. 

Marinehjemmeværnsfartøjet APOLLO var 29. – 30. marts indsat i en force protection-opgave, som gik ud på at beskytte en sikkerhedszone​ rundt om det franske hangarskib, CHARLES DE GAULLE, og dets følgeskibe i Task Force 473, da de lå til anker ved Frederikshavn for at modtage forsyninger. 

Her havde de franske myndigheder anmodet om støtte til at varetage skibenes sikkerhed, og tre danske enheder: fregatten NIELS JUEL, patruljefartøjet FREJA og marinehjemmeværnsfartøjet APOLLO løste opgaven med NIELS JUEL i spidsen.

Naturligt at rekvirere Marinehjemmeværnet 

”Det var fra Søværnet og NIELS JUEL side naturligt at søge hjælp hos Marinehjemmeværnet til denne opgave, hvor særligt besætningen på APOLLO med deres lokalkendskab til skibstrafikken og farvandets beskaffenhed var en vigtig faktor i den taktiske planlægning af opgaveløsningen”, forklarer Taktisk officer overflade, kaptajnløjtnant Daniel Lindeblad fra NIELS JUEL. 

Og det var en opgave, som passede fint til den lokale besætning fra Hjemmeværnsflotille 115 Vendsyssel.

”Vi havde fået tildelt et område at patruljere i, og det var vores opgave at kontakte de mindre fartøjer på vej ind i området for at varsko dem om, at de skulle holde afstand til ankerliggerne”, forklarer Søren Kjellberg, som var fartøjsfører om bord på APOLLO.

Sikkerhedszonen på 2.000 yards (1,8 km) til CHARLES DE GAULLE og 1.000 yards til følgeskibene var blevet udgivet som en stor firkant på søkortet, og APOLLO havde fået den vestlige kant ind mod land.

- Vi sejlede nok 50 ture frem og tilbage langs kysten i de to dage, og de sejlende, vi kontaktede, var meget forstående. De respekterede det, og de forstod det godt. Ja, lige udover en enkelt fisker, der var lidt utilfreds. Altså, han skulle fiske i det område i dag, og så måtte det hangarskib flytte sig, fortæller Søren Kjellberg med et grin.

Læs videre under billedet ...
​​- Søren Kjellberg i styrehuset under sejladsen.

Lokale enheder kan matche den lokale skibstrafik

For Søren Kjellberg gav det god mening, at man havde sat et marinehjemmeværnsfartøj på netop denne opgave.

- Det var jo en meget slagkraftig styrke, der​ lå der, og som Marinehjemmeværnet var med til at passe på. Det kan god virke lidt som musen, der er sat til at passe på elefanten, men det gav god mening, da vi var i gang. Altså, så sådan en opgave bliver løst på lavest mulige konfliktniveau. Der var ikke noget intimiderende i at snakke med os for de sejlende, vi mødte. Vi bringer det ned på et niveau, hvor vi kan snakke sproget og matche dem, vi møder.

Ros for professionalisme og velvilje

Efter godt to døgn med ’kinsertørn’ (fire-timers-vagter), en ret hård sø og corona-forholdsregler om bord, kunne den otte mand store besætning gå i land godt brugte. Og deres indsats er blevet værdsat.  

-APOLLO fik til ansvar, at andre skibe ikke kom for tæt på den opankrede styrke. APOLLO løste denne opgave på fornem vis. Besætningen ombord i NIELS JUEL bemærkede særligt, at APOLLO selv med meget kort varsel påtog sig denne opgave og i særdeleshed udviste den høje grad af professionalisme, velvilje og stolthed, som kendetegner Marinehjemmeværnet. NIELS JUEL ser meget frem til mulige fremtidige opgaver med MHV 811 APOLLO og resten af Marinehjemmeværnet, lyder det fra Daniel Lindeblad med hilsen fra ledelsen om bord på NIELS JUEL.

Rosen, som også er kommet til besætningen via de officielle kanaler, lander på et godt sted.

- Jamen, det er jo dejligt. Det er godt at besætningen kan se, at de har brugt deres tid på noget relevant, og at det er blevet påskønnet. Det er vigtigt, siger Søren Kjellberg, som ikke ved, hvor lang tid, der går, inden han igen kan sejle ud med sin besætning om bord på APOLLO.

Læs videre under billedet ... 
-​ APOLLO på sin patrulje mellem CHARLES DE GAULLE og et spansk flådefartøj fra TF473-styrken.​

​Fakta

Task Force 473 består af CHARLES DE GAULLE og en række fregatter (inklusive NIELS JUEL) og destroyere fra flere europæiske lande som eskorteenheder.

Planen var oprindeligt, at det store hangarskib skulle have anløbet Aarhus Havn, men det blev aflyst pga. COVID-19-situationen i Danmark.​

​Navn
​CHARLES DE GAULE (R91)
​MHV 811 APOLLO
​Tilhørs-​forhold​

​Den franske flåde/Marine Nationale
​Marinehjemmeværnet
​Type
​Hangarskib
​MHV 800-klassen
​Længde
​261,5 meter
​23,7 meter
​Bredde
​24,36 meter
​5,60 meter
​Topfart
​27 knob
​12 knob
​Besætning
​1.950 mand m/k
​12 mand m/k
​Kan medbringe
​30 - 40 fly og helikoptere
​1 hurtiggående gummibåd
​Basehavn
​Flådebasen i Toulon, Frankrig
​Flådestation Frederikshavn



- ​APOLLO tilbage i basehavn på Flådestation Frederikshavn 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring