Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Assisterer politiet efter fund af bil i Kolding Havn

​Marinehjemmeværnet i Kolding assisterer torsdag aften og natten til fredag Sydøstjyllands Politi i Kolding Havn. Her har man tidligere torsdag fundet en bil under vandet. Lige nu undersøger politiet de nærmere omstændigheder.

13-12-2018

 

Af Ninna Falck

Marinehjemmeværnets Flotille 135 Kolding blev torsdag eftermiddag indsat for at assistere Sydøstjyllands Politi i Kolding Havn.

Flotillechef John Thomhav fik hurtigt samlet en besætning, som mødte op på flotillens fartøj, MHV 812 HERCULES, ved 16-tiden.

- Forsvarets minører var ude og teste en ny sonar på deres gummibåd, da de opdagede en genstand under vandet. Det blev herefter konstateret, at der lå en bil på havbunden på syv meters dybde, fortæller han.

Opgaven for Marinehjemmeværnet er at støtte politiet med at holde området frit for nysgerrige, indtil bilen bliver hævet.

- Vi har sejlet HERCULES fra det ene hjørne af havnen til det andet. Lige nu ligger vi til kaj med politiet om bord og holder øje med området, siger John Thomhav, som også kan fortælle, at Politihjemmeværnet går vagt på kajen.

- Hjemmeværnet støtter os, imens vi undersøger omstændighederne omkring den fundne bil, forklarer vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Bjørn Bystrup.

Det er planen, at bilen bjærges op af vandet fredag morgen. De frivillige fra Marinehjemmeværnet i Kolding bliver på opgaven indtil da.

- og det er vi utroligt glade for, siger Bjørn Bystrup.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring