Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Beredskabet trækker flydespærring ud fra land, mens fiskebåden stadig brænder, set fra ASKØ's gummibåd. 

Kaldt ud til brændende fiskebåd

Marinehjemmeværnet fra Hundested blev i formiddags kaldt ud af Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre. En fiskebåd havde brand om bord på en position ud for Vejby Strand – oppe ved de populære nordsjællandske badestrande.

04-04-2023

Af Ninna Falck - Fotos: René Hjort

Klokken 09.15 blev ’Flotille 361 Isefjord’ kontaktet af Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre (JRCC). Det drejede sig i første omgang om en SAR (Search and Rescue), hvor man frygtede for menneskeliv. En fiskerbåd var i brand ud for Vejby Strand mellem Liseleje og Rågeleje på den sjællandske nordkyst.

Alarmen gik ud til flotillens frivillige, og klokken 10.15 strøg flotillens fartøj, MHV 905 ASKØ, ud af Hundested Havn. Om bord var ni frivillige med fartøjsfører Henriette Lønborg i spidsen.

Allerede inden, de nåede op til positionen, var det afklaret, at det ikke var en SAR, da den eneste person om bord på den brændende båd åbenbart var lykkes med at tage sig i land på egen hånd. 
Derfor forberedte Henriette Lønborg sig til flere andre mulige scenarier på vej derop. Skulle ASKØ have gang i brandslukningsudstyret, skulle ASKØ’s 360 meter flydespærring ud og omkranse evt. udslip af olie fra båden, eller skulle fiskerbåden måske slæbes i havn? Besætningen var klar til det hele.

Men da ASKØ en time senere nåede frem til positionen, kunne Henriette Lønborg hurtigt slette en del af scenarierne.

Lidt gode råd og støtte til tømning og bjergning

Fiskerbåden lå og brændte 50 meter fra kysten på meget lavt vand. ASKØ kunne ikke nå derind, og ASKØs flydespærringer var alt for store til opgaven. ASKØ’s gummibåd blev sendt ind tæt på, hvor man kunne konstatere, at der allerede var så meget vand om bord, at yderligere brandslukning sandsynligvis blot ville sænke båden. 

Politi, Beredskabet og Fredensborg - Gilleleje Brand og Redning var på pletten på stranden i land og i kontakt med ASKØ. 

Herfra anbefalede Henriette Lønborg, at Beredskabet fik fat i nogle af deres egne, mindre flydespærringer, hvis udslip fra båden skulle inddæmmes, fordi ASKØs flydespærringer var alt for store til opgaven. Derfor iværksatte Beredskabet, at få deres egne mindre flydespærringer ned til stranden. 

På afstand kunne man fra ASKØs gummibåd desuden konstatere, at den side af glasfiberbåden, som har ligget op i vinden stort set var brændt helt væk. Mens Marinehjemmeværnet har observeret, er branden skiftevis blusset op og ned.

Siden har ASKØ ligget klar ud for Vejby Strand, hvis der skulle blive brug for hjælp, og det blev der.

Ilden blev til sidst slukket, og herefter har gummibådsbesætningen omkring klokken 13.30 hjulpet med at få tømt båden for vand. 

​Den sidste melding​ er, at nogle af gasterne fra Askøs gummibåd sandsynligvis senere skal en tur i vandet og hjælpe med at montere gjordstropper omkring båden, så den kan trækkes i land med en kran. ​

Fakta


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring