Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Den iranske fregat fotograferet med infrarødt kamera

Eskorte af iransk fregat i nat

Marinehjemmeværnet i Helsingør sendte ved midnat en frivillig besætning med fartøjet FÆNØ ud for at eskortere og overvåge en iransk fregat ned gennem det nordlige Øresund. Det 95 meter lange skib var på vej til russisk flådeparade i Sankt Petersborg.

22-07-2021

​​​​​​​​​​

Tekst: Ninna Falck • Foto: Gitte Larsen og Torben Glyum

Kan I sejle ud ved midnat? 

Klokken var 20.30 onsdag aften, og Marinehjemmeværnet i Helsingør skulle løse en militær opgave for Søværnet. Fartøjsfører Christian Gravad fra Marinehjemmeværnets Flotille 362 Helsingør kastede sig straks ud at samle frivillige til en sejlads i Øresund. 

Den 95 meter lange iranske Fregat ’SAHAND’ var på vej. Den fulgtes med det 230 meter lange iranske flådefartøj og olietanker ’MAKRAN’ på deres vej til Sankt Petersborg, hvor de skulle deltage i den russiske flådes årlige flådeparade. MAKRAN skulle gennem Storebælt, mens SAHAND ville tage ruten gennem Øresund.

Tæt samarbejde med Søværnets patruljefartøjer

Marinehjemmeværnets opgave var at skyggeovervåge/eskortere SAHAND fra lidt nord for Gilleleje og ned syd for den svenske ø, Hven.

Det lykkedes hurtigt for Christian Gravad at samle en besætning af frivillige fra hele tre flotiller. Så klokken 23.30 sejlede seks gaster fra Flotille 362 Helsingør, to gaster fra Flotille 363 Skovshoved og en gast fra Flotille 367 Dragør ud fra Helsingør om bord på MHV 906 FÆNØ. 

De var i rigtig god tid i forhold til planen, her tre timer efter opkaldet fra Marinehjemmeværnets vagthavende officer.

- Vi møder Søværnets patruljefartøj, FREJA, nord for Gilleleje klokken 01.15 og overtager fregatten. Og så sejlede vi ellers stille og roligt mod Øresund, hvor vi rundede Helsingborg klokken 02.15, fortæller Christian Gravad. 

Fulgte fregatten - også på infrarødt kamera

Så gik det ellers med 11 knob ned gennem Øresund. 

- Vi lå hele tiden omkring 0,3 sømil (ca 500 meter) på siden af ham. Han havde godt nok ikke meget lys på, men vi kunne se ham lige så tydeligt på vores infrarøde kamera, fortsætter Christian Gravad.

Og sådan fortsatte det helt udramatisk ned til lige syd for Hven, hvor det næste patruljefartøj, DIANA, var klar til at overtage opgaven videre ned gennem Øresund.

- Det var en fin overlevering, siger Christian Gravad, der var tilbage med fartøj og besætning i Helsingør Havn klokken 05.30.

Spændende opgave, vi sagtens kan løse

Christian har det fint med den hurtige alarmering en hverdagsaften, hvor han faktisk skulle på arbejde dagen efter.

- Vi bliver mest kaldt ud til eftersøgning og redning, så det er da spændende med en anden type opgave for en gangs skyld. Vi var en god blandet besætning, og det gik rigtigt godt. Vi kan sagtens løse en hasteropgave på tværs af flotillerne på denne her måde, understreger Christian.

FAKTA

Når fremmede statsskibe passerer dansk farvand, er det normal procedure, at Forsvaret følger opmærksomt med. Det kan ske via radarovervågning eller ved fysisk at sende skibe eller helikoptere af sted på opgaven.

Læs evt mere på forsvaret.dk her​ 

Marinehjemmeværnet råder over 30 grå fartøjer og 2 mindre hurtiggående indsatsfartøjer fordelt i havne rundt om i landet. De er klar til at rykke ud på en times varsel – døgnet rundt, året rundt.

Marinehjemmeværnet løser hovedsageligt opgaver for Søværnet, både i form af militære opgaver som eskorteopgaver, afvisningsopgaver og farvandsovervågning – men også i form af beredskab til at rykke ud til eftersøgning og redning eller til havmiljøopgaver som f.eks. inddæmning olieudslip til søs.

Bliv medlem, læs mere her​

Herunder:
​MHV 906 FÆNØ udlægger flydespærring til inddæmning af olie. Ark​ivfoto.




Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring