Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​CARINA i Nordhavnen: Solen skinnede, og der var mennesker over alt,​ til lands og til vands.

Farvandsovervågning: Ikke en kedelig weekend!

MHV fra Brøndby har haft en hæsblæsende weekend på farvandsovervågning. Assistance og træning med politiet, to kajakroere reddet i land og udkald til savnet paddleboarder plus en hel masse øvelser – alt sammen koordineret af en fartøjsførerstuderende.

09-08-2020

​​​​​​​
Tekst: Ninna Falck - Fotos: Robert Petersen

45 weekender​ om året støtter Marinehjemmeværnets frivillige op om Søværnets farvandsovervågning med to fartøjer. I denne weekend var turen kommet til MHV 802 CARINA fra Marinehjemmeværnet i Brøndby. Farvandet var Køge Bugt, Øresund og inde omkring Københavns Havn.

Marinehjemmeværnet i Brøndby har en ny fartøjsfører på vej. Jørgen Eriksen Hansen er ved at være færdig med Marinehjemmeværnets længste uddannelse, som i sidste ende kan give ham ansvar for skib og besætning.

Det kræver meget træning at blive fartøjsfører. Derfor har Jørgen her i weekenden sejlet som ’agerende fartøjsfører’ med den rutinerede fartøjsfører Geert Magnussen i baghånden. 

Jørgen havde​ lagt planen for weekendens sejlads for Søværnet, og den plan blev selvfølgelig forstyrret undervejs​, så han fik træning for alle pengene.

Jørgen Eriksen Hansen havde en ambition om at nå alle Forsvarets​ mål for sejladsen, få​ trænet alt det rutinemæssige og samtidig have et spændende program for alle. 

Patruljesejlads fredag med politiet og ​journalist

Weekenden startede dog op fredag med en sejlads med Københavns Vestegnes Politi. CARINA’s gummibåd var politiets platform, så de kunne komme ud og kontrollere, at de sejlende overholdt reglerne til søs. Det er altid relevant en god sommeraften, og der kom da også en håndfuld sager ud af det.

Fredag var der desuden besøg af en journalist fra de værnepligtiges blad, SOLDATEN, som vil lave et lille portræt af Marinehjemmeværnet. Hun fik saltvand for alle pengene.

Efter politisejladsen var det ellers til søs med CARINA og sejle hele natten. Ikke mindst til ære for to af gasterne, som var med på farvandsovervågningen som den afsluttende del af deres Lovpligtige Uddannelse (LPU).

- De to LPU-gaster skal jo prøve at være til søs om natten og sejle i tørn, hvor man skiftes til at sove og sejle, forklarer Geert Magnussen.

Træning med politiets nye RIB

Lørdag morgen skulle Jørgen Eriksen Hansen være klar til at træne havnemanøvre i Københavns Havn, der giver lidt mere udfordringer end hjemhavnen i Brøndby, og herefter fik besætningen selskab af Københavns Politi, som var ude og træne med deres nye RIB. 

De ville gerne træne den lidt krævende manøvre, at gå på siden af et skib i høj fart. Efter aftale med Forsvaret var det i orden at​ afvige programmet for farvandsovervågningen. Træningen gik fint, og som bonus fik en håndfuld gaster fra CARINA en tur i den​ nye seje RIB, som kan sejle 50 knob.

Lørdag eftermiddag stod den på farvandsovervågning i Køge ​Bugt, hvor der også blev tid til skydetræning for besætningen. ’Søskydning’ er en særlig disciplin, hvor skibets bevægelser og et skydemåls bevægelser ude i vandet giver udfordringer for skytterne.

Læs videre under billedet ...
- Besætningen på CARINA bjerger den første kajak

Kajakroere i problemer og savnet paddleboarder

- Vi sejler så ind til Københavns Havn om aftenen, og omkring klokken 19.35, da vi sejler ned ad Lynetteløbet mod Refshaleøen, så ser vi en mand i vandet, der er kæntret med sin kajak og nu bliver forsøgt trukket i land med retning med Refshaleøen af en anden mand i en anden kajak, fortæller Geert Magnussen.

Det så ikke så rutineret ud med de to, så besætningen på CARINA sejlede hen og fik en line over til dem og satte lejderen (en stige) ned til kajakroeren i vandet og fik både ham og hans kajak om bord. 

- Samtidig er hans kammerat nu begyndt at padle​​ mod Nordhavnen. Han når ca. 200 meter, og så ligger han også i vandet og er kæntret, konstaterer Geert Magnussen.

Kajaksejler nr. to og hans kajak blev også taget om bord, og begge blev sat i land i Nordhavnen.

Herefter fik Jørgen Eriksen Hansen lagt CARINA til på Holmen, men hurtigt efter er der bud efter Marinehjemmeværnet igen.

- Vi sidder lige og spiser, da vi bliver ringet op af JRCC (Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre red.) angående en paddleboarder ved Hellerup. Det er nogle forældre, der har mistet kontakten til deres søn, fortæller Jørgen.

CARINA’s hurtige gummibåd blev straks sendt af sted, og den nåede kun lige​ ud af Københavns Havn, da aktionen blev afblæst igen. Paddleboarderen var heldigvis fundet i god behold.

- Ja, sådan er det. Selvom vi sidder og spiser,​ skal vi være klar til handle, konstaterer Jørgen Eriksen Hansen.

Om aften aftalte man med Københavns Politi, at der skulle samarbejdes igen dagen efter. Så om aftenen​ sidder Jørgen og reviderer sine planer for at få søndagens sejlads til at hænge godt sammen.

En søndag med ’det mere rutinemæssige

Søndag havde politiet aflyst samarbejdet, og nu gik det så fra Holmen og ud i Øresund, hvor Jørgen havde​ planlagt træning af brand-, havari og bjergningsrulle samt flere rutinemæssige, vedligeholdende øvelser. På vej sydpå igen blev der trænet blindsejlads gennem Drogden Rende, og en lille havnemanøvre ved Drogden Fyr efter aftale med fyrmesteren. 

Farvandsovervågningen, som kørte i en weekend med utroligt mange lystsejlere i det gode vejr, sluttede af med en runde i Køge Bugt. Jørgen Eriksen Hansen kunne sammen med Geert Magnussen og de øvrige 10 mand m/k om bord lægge CARINA til kaj​ i Brøndby Havn omkring klokken 15.00.

Læs videre under billedet ...
- Jørgen Eriksen Hansen holdt styr på programmet under weekendens sejlads.

Super træning​

Tilbage står Jørgen Eriksen Hansen med mere erfaring i sejladsplanlægning og ikke mindst det at kunne afvige fra sin planlægning. 

- Det har givet utroligt meget at prøve, hvor meget planlægning det egentlig kræver, fortæller Jørgen. Han har lavet et program for besætningens øvelser og har været i kontakt med flere myndigheder i Forsvaret for at planlægge farvandsovervågningen, for at prøve at arrangere træning med Søværnets enheder og med helikopter, og han har været i kontakt med kollegaer fra Marinehjemmeværnet for evt. fælles træning.

- For mig på vej til at blive fartøjsfører har det været super træning, siger han og understreger; 

- Der skal være ordentlig træning og indhold for alle, og det er utroligt vigtigt, at man har en plan B.

Og Jørgen har vitterlig undervejs skulle rode med plan b og måske også plan c, med aflysning af træning med helikopteren og en masse andre store og små ændringer i planen og uforudsete hændelser undervejs.

- Men det er egentlig gået smertefrit, konstaterer Jørgen Eriksen Hansen, som i oktober kan se frem til sin​ autorisationssejlads, hvor han endelig skal bevise, at han kan være fartøjsfører i Marinehjemmeværnet. 

Læs mere om Marinehjemmeværnets farvandsovervågning her











Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224