Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​MHV 902 MANØ deltog i eftersøgningen med 15 mand m/k fordelt på fartøjet og i gummibåden.

Vi er desværre ikke lykkes med at finde ham

​Marinehjemmeværnet fra Struer blev tirsdag aften kaldt ud på eftersøgning. En 68-årig mand var savnet i forbindelse med en sejltur.

14-10-2020

Af Ninna Falck - Arkivfoto: Poul Vester.

Tirsdag aften klokken 18.00 blev Hjemmeværnsflotille 122 Thyborøn ringet op af Søværnskommandoens koordinationscenter for eftersøgning og redning; ’Joint Rescue Coordination Centre’ (JRCC). Man frygtede, at en mand var faldet overbord fra hans båd under en sejlads i Limfjorden ud for Nykøbing Mors.

Fartøjsfører Mogens Grimstrup havde denne aften netop planlagt en øvelsessejlads om bord på det lokale Marinehjemmeværnsfartøj, MHV 902 MANØ, og der blev hurtigt samlet en stor besætning.
Klokken 18.20 sejlede i første omgang MANØ’s hurtige gummibåd ud, og ca. klokken 18.30 forlod MANØ Struer Havn.

De to enheder med i alt 15 frivillige satte kursen mod Nykøbing Mors, hvor MANØ kort efter blev udpeget som ’On Scene Coordinator' af JRCC. Det betyder, at man fra MANØ ledte og koordinerede eftersøgningens sejlende enheder.

En stor eftersøgning
Mogens Grimstrup uddelegerede søgemønstre og koordinerede seks redningsbåde. Det var MANØ’s egen gummibåd samt redningsbåde fra Beredskabsstyrelsen, lokale redningsstationer og Dansk Søredningsselskab og ud over dem en fiskerbåd.

Fra luften var der støtte fra to af Forsvarets redningshelikoptere på skift. De søgte fra oven, og de støttede bådene med såkaldte lysbøjer i små faldskærme.

- Dem smed de ned foran redningsbådene, og de lyser hele havoverfladen op, fortæller Mogens Grimstrup.

Om bord på MANØ havde Mogens mange mand m/k på udkig, fordi han havde samlet en stor besætning. De brugte også MANØ’s varmesøgende kikkert og infrarøde kamera til at søge ud over bølgerne. Og der var lidt bølger i Limfjorden denne aften, hvor der blæste en vind på 10 meter i sekundet.

Da de deltagende enheder omkring klokken 23.00 havde søgt hele området igennem, valgte JRCC at afbryde eftersøgningen. MANØ med besætning var retur i Struer Havn klokken 01.30

- Vi har søgt og søgt og været hele området igennem, og vi har virkelig gjort alt, hvad vi kunne, for at se, om vi kunne spotte ham, men vi er desværre ikke lykkes med at finde ham, siger Mogens Grimstrup.

Herunder:
Det såkaldte AIS-spor, som viser MANØ's sejlads tirsdag aften og nat i grove træk. Udklip fra marinetraffic.com.

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring