Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​MHV 808 LYRA med hollandsk motorbåd på siden

Hænderne fulde: To hollandske havarister på én gang

To marinehjemmeværnsfartøjer har torsdag aften haft hænderne fulde. To hollandske motorbåde var endt på for lavt vand. Den ene gik effektivt på grund, og den anden fik rorskade og mistede evnen til at styre.

04-07-2019

Tekst: Ninna Falck - Foto: Thomas Jespergaard

Fartøjsfører Finn Uggerby har torsdag sammen med fem andre fra Marinehjemmeværnet i Nyborg (Flotille 242 Østfyn) været i Aabenraa for at hente fartøjet MHV 910 RINGEN. Det skulle sejles til Marinehjemmeværnets skole på Slipshavn ved Nyborg for at fungere som skoleskib ved skolens populære Uddannelsesuge i uge 28.

To hollandske motorbåde på lavt vand
Finn Uggerby og hans besætning af frivillige var dog ikke kommet langt fra Aabenraa med RINGEN, før de over radioen ved 14.30-tiden hørte, at der foregik noget ved Fjællebroen på Fyn mellem Faaborg og Svendborg.

- Da vi så går ned igennem ved Lyø, bliver vi kaldt op af JRCC (Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre), fortæller Finn Uggerby i telefonen fra RINGEN.

Han og besætningen gik nu mod Fjællebroen, hvor to hollandske motorbåde var i problemer på lavt vand. Da de nåede frem ved 17-tiden, var den ene Hollænder med to personer om bord, kommet fri af grunden.

- Men han har fået en skade på roret, som har sat sig fast i styrbord borde, så han kan kun sejle rundt, så vi tog ham på siden af RINGEN, forklarer Finn Uggerby.

Gået på grund på en halv meter vand
Det var faktisk meget sværere med den anden hollandske motorbåd, som kun havde en person om bord.

- Han stod på en halv meter vand, men han stikker 1,27, lyder det med et suk fra Finn Uggerby.

Læs videre under billedet ... - - Den grundstødte motorbåd set med kikkerten fra LYRA

RINGEN kunne slet ikke komme i nærheden af motorbåden, så RINGENSs gummibåd blev sendt mod grundstøderen, men der var ikke noget at stille op.

Samtidig meldte et marinehjemmeværnsfartøj mere sig på banen. MHV 808 LYRA fra Flotille 243 Faaborg var også blevet kaldt op af JRCC til opgaven. De var afgået fra Faaborg ved 17.40-tiden med otte frivillige om bord og med fartøjsfører Thomas Jespergaard i spidsen.

LYRA slæbte den ene i havn, RINGEN blev ved grundstøderen
- Vi ser LYRA gå gennem Grydeløbet ved Svelmø og beder dem om at sende deres gummibåd med LYRAs slæbetrosse. Gummibåden får også RINGENs slæbetrosse med ind til grundstøderen for at kunne nå helt ud til RINGEN. Men selv med 200 meter slæbetrosse i alt, går det ikke, konstaterer Finn Uggerby.

Læs videre under billedet ...- - LYRAS gummibåd går af sted med trossen

Tog det hele med fynsk ro og lune
Herefter forsøgte man at skaffe bugserassistance til Hollænderen. Først i Faaborg og senere i Svendborg. Om bord hos den enlige grundstødte hollænder var to gaster fra RINGENS gummibåd, og planen blev nu, at RINGEN blev ved grundstøderen, mens LYRA tog den anden hollænder på siden ind til Faaborg Havn.

- Det blæser en stiv pelikan lige ind i smasken her, men det tager vi helt stille og roligt, lyder det fra fartøjsfører Thomas Jespergaard om bord på LYRA, som var tilbage i Faaborg med hollænderen ved 22.30-tiden.

Det havde vitterligt blæst op i løbet af aftenen med vindstød på op til 15 meter i sekundet. Det var også en af grundene til, at RINGEN blev ved den grundstødte hollænder, og så selvfølgelig for at støtte, da bugseringshjælpen fra Svendborg nåede frem.

Det bliver meget senere end planlagt, inden RINGEN når Slipshavn, men det tager Finn Uggerby og hans besætning med ophøjet ro.

- De skal jo først bruge RINGEN på skolen på søndag, lyder det gemytligt fra den fynske fartøjsfører.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring