Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Lægen fra helikopteren er sejlet ud til motorbåden med RINGEN's gummibåd

Ildebefindende til søs: 4 personer hastet på hospitalet

Marinehjemmeværnet i Aabenraa var på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Fire personer i en motorbåd havde et alvorligt ildebefindende og skulle hastes i land til behandling.

30-06-2020

​​​​Tekst Ninna Falck - Fotos: Leif Danielsen og Casper Nomanni

En uddannelsesbesætning om bord på MHV 910 RINGEN fra Hjemmeværnsflotille 137 Aabenraa​ var lige ved at afslutte dagens træning ud for Varnæshoved ved indsejlingen til Aabenraa Fjord, da de søndag klokken 11.53 blev kaldt op af Søværnskommandoens Joint Rescue Coordination Centre.

- Vi fik at vide, at en båd med fire mennesker om bord lå og drev ved Barsø, og at dem om bord var syge, fortæller Leif Davidsen, der var fartøjsfører på RINGEN.

RINGEN og dens gummibåd, som allerede var i vandet, satte straks kursen nordpå mod Barsø.

- Vi blev ringet op af redningshelikopteren, som ville høre, hvornår vi var fremme. Jeg sagde om 17 minutter. De var fremme et minut før os, og sendte en læge og en redder ned om bord på RINGEN. De blev straks overført til motorbåden med vores gummibåd, forklarer Leif Davidsen​

Skulle på hospitalet med det samme

- Ude på motorbåden vurderede lægen, at de fire om bord skulle på hospitalet med det samme, siger​​ Leif Davidsen.

Og nu gik det hele meget stærkt.

De fire personer blev transporteret i gummibåden over på RINGEN. Her fik de behandling af RINGEN’s sygdomsbehandler og en for en hoistet op i helikopteren. Klokken 12.45 var alle fire på vej til hospitalet med helikopteren.

- Det gik utroligt hurtigt, og samarbejdet med helikopteren var virkelig godt, understreger Leif Davidsen, der som fartøjsfører fik brug for meget af sin erfaring i de meget hektiske minutter, hvor det hele stod på.

Tilbage lå nu den forladte motorbåd. Den blev sejlet i havn af gaster fra RINGEN. Motorbåden og RINGEN var i havn klokken 16.15. Herefter var debriefing for besætningen, hvor de meget dramatiske oplevelser blev talt igennem.

Der var mange nye om bord på RINGEN, og de var trådt i karakter, da det gjaldt.

- De gjorde det virkelig godt, siger Leif Davidsen, som også er meget imponeret over sin sygdomsbehandler.

Ellers sidder den 10 mand store besætning af frivillige tilbage og tænker på, hvordan det er gået med de fire, de har været med til at redde - og med en følelse af, hvor heldigt og vigtigt det var, at RINGEN var på øvelsessejlads i Aabenraa Fjord søndag formiddag.

Læs i øvrigt om aktionen i Forsvarets døgnrapport her​

Herunder: Området vist i udklip fra google maps​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring