Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Frivillige fra Marinehjemmeværnet tog en tørn med brandslangen.

Lokalkendskab betød, at brand blev opdaget

​Jimmi Søgaard Jensen fra Marinehjemmeværnet i Vordingborg troede på sine fornemmelser, da han følte, at noget var rivende galt. Efter en aftensejlads fik han mistanke om brand i en bunke flis på havnen. Han slog alarm – og han havde helt ret!

04-10-2018


Tekst: Ninna Falck • Foto: Søren Svarrer

- Bunkerne med flis plejer at dampe, men de skal ikke ryge med røg og lugte af brand.

 

Sådan lyder det fra, næstkommanderende, Jimmi Søgaard Jensen, torsdag morgen efter en dramatisk nat på kajen ved masnedøvej i Vordingborg sammen med hans fartøjsfører, Søren Svarrer.


Det startede ellers som en helt almindelig aften i Marinehjemmeværnet …

 

- Vi kom hjem ved 22-tiden efter en almindelig aftensejlads med ARIES, hvor vi havde været 11 frivillige af sted med to nye interesserede. Søren og jeg blev tilbage og riggede af, og omkring klokken 23.00 var vi klar til at tage hjem.

 

Der lugter altså af brændt!

- Da vi så går hen til bilen, siger jeg til Søren: Der lugter altså af brændt fra det flis.

 

Jimmi syntes ikke, at bunken med flis fra Vordingborg Forsynings varmeværk opførte sig helt normalt. De store bunker af træflis ligger tæt ved ARIES’ kajplads, og de to marinere kørte nu tættere på. Da de så stod ved hovedporten, ringede de til Vordingborg Forsyning, som straks stillede dem videre til alarmcentralen.

 

- De tvivlede lidt og spurgte, om jeg vil gå tættere på og sige, om jeg kunne se flammer. Det kunne jeg!, understreger Jimmi Søgaard Jensen.

 

Og nu kom der gang i sagerne. Vordingborg Brandvæsen sendte et slukningstog på tre biler, som hurtigt kom ned til havnen.

 

- De kunne ikke få vand fra brandhanen ved flisbunkerne, men så kunne vi fortælle dem, at der jo også er en brandhane på kajen ved skibet under et dæksel, fortæller Jimmi Søgaard Jensen.

 

Han og Søren Svarrer fik tændt op i ARIES, så der kom lys på kajen, og der blev sat kaffe over. En lang aften var jo i udsigt for brandfolkene og for de to marinere, som selvfølgelig blev og hjalp til.


Læs videre under billedet ...- ARIES gav både arbejdslys og kaffe til brandfolkene. 

Brandfolkene kæmpede med den store bunke flis, som de spredte ud på kajen med en gummiged, og en mobil brandpumpe kom til, så der også kunne sprøjtes med havvand direkte fra havnebassinet. Jimmi Søgaard Jensen, som i den grad havde øjnene med sig denne aften, gjorde desuden opmærksom på, at det også røg fra et transportbånd med flis. Så det blev der også taget hånd om.

Og da de hårdtarbejdende brandfolk senere pustede lidt ud med en kop kaffe om bord på ARIES, så tog Søren og Jimmi selvfølgelig en tørn med brandslangerne imens.

 

- Der kom den gamle lærdom fra brandskolen i Marinehjemmeværnet i brug, griner Jimmi Søgaard Jensen.

 

Det kunne være blevet meget værre

Da man havde fået styr på branden, samlede indsatslederen sine folk og de to marinere.

 

- Han takkede os to for, at vi havde været så årvågne, da det ellers kunne være blevet meget værre. Og så takkede han os for støtten på kajen og for kaffen, siger Jimmi Søgaard Jensen, som ikke er i tvivl om, at det var lokalkendskabet, der gjorde, at han opdagede, at noget afveg fra normalbilledet.

 

- Det er den der 6. sans og lokalkendskabet, der siger: Det der – det ser ikke rigtigt ud!

 

Jimmi Søgaard var hjemme klokken 2.40, så det blev da lige til et par timer på køjen, inden vækkeuret ringede torsdag morgen.

Der ligger store mængder træflis i havnen ved varmeværket.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring