Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Maritime Force Protection: På opgave for Hæren i Køge Havn

Opgave i Køge Havn efter NATO-mission styrker samarbejdet mellem Hæren og Hjemmeværnet - og mellem Marinehjemmeværnet og Hærhjemmeværnet. Marinehjemmeværnets MFP-enhed bidrog med to gummibåde i havnen. De fik gode erfaringer med hjem.

15-01-2021

​​​​​​​​​​​​​
Af Jacob Kongsmar & Ninna Falck
Foto: Jacob Kongsmar

Fredag den 8. januar sluttede det danske NATO-bidrag, Enhanced Forward Presence, i Estland. Derfor skulle en stor mængde gods fragtes med skib fra Baltikum til Danmark. Skibet lagde til i Køge Havn onsdag eftermiddag, hvor der blev losset ikke mindre end 13 infanterikampkøretøjer, 14 trailere, en håndfuld Piranha’er, 55 andre køretøjer og 118 containere.

Transportskibet tilhører rederiet, DFDS, som har indgået en aftale med Forsvaret om søtransport. Det såkaldte ARK-projekt​

Læs videre under billedet ...
- Der herskede ikke tvivl om, at der var tale om et militært område i Køge Havn i onsdags 

Den store opgave betød, at en del af Køge Havn blev oprettet som midlertidig militært område hele onsdag. Og i den forbindelse støttede Hjemmeværnet med tre kompagnier fra Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland på land og en Maritime Force Protection-enhed fra Marinehjemmeværnet til vands.

Kerneopgaven for MFP​

- Det her er vores kerneopgave, og vi har​ det virkelig godt med at blive indsat i den slags opgaver. Og jeg er stolt over, at vi løste opgaven, som vi gjorde, og med så kort varsel, fortæller Bo Brændholm, som er næstkommanderende i Hjemmeværnsflotille 200 Maritime Force Protection (MFP).

- Vi stillede med to hurtiggående gummibåde og vores kommandokøretøj til opgaven, og vi var i gang til langt ud på aftenen. 

Læs videre under billedet ...
​- Tre MFP-gaster på opgave i Køge Havn. Gummibåden kan skyde en topfart på 30 knob.

Marinehjemmeværnets MFP’ere løste opgaven side om side med bevogtningssoldater fra Politikompagni Køge og Hjemmeværnkompagni Stevns. Alt sammen under ledelse af Hærhjemmeværnet. 

Fra distriktschefen fra Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland, Peter Serup, lyder det, at opgaven er gået rigtig godt. Han understreger at netop bevogtning er Hjemmeværnets særlige kompetence - også når det er alvor som i onsdags. 

Det er ifølge distriktschefen positivt, at Hæren er blevet opmærksom på den ressource og kompetence, der findes i Hjemmeværnet til at støtte Forsvaret. Han ser frem til et endnu større samarbejde i fremtiden.

Godt samarbejde

Bo Brændholm fungerede hele onsdagen som forbindelsesofficer mellem Hærhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet i Køge Havn, o​g den fælles opgave blev en positiv oplevelse.

- Det var en lærerig opgave. Vi lærte en​ masse samarbejdsmæssigt, hvor vi jo faktisk​ ikke er så langt fra hinanden i måden at løse opgaverne på. Vi har fået en god afklaring, der gør, at vi føler os rigtig trygge ved et samarbejde om den slags opgaver i fremtiden, fortæller han.

Læs videre under billedet ...
- Tre kompagnier fra Hærhjemmeværnet løste opgaverne i land 

Peter Serup var også glad for at se, at der på denne opgave var et godt samarbejde med Marinehjemmeværnet og takker for deres bidrag på vandet og ser bestemt muligheder for et bredt samarbejde på tværs af værnene i fremtiden.

Klokken 22.00 blev Marinehjemmeværnets MFP’ere løst fra opgaven, og omkring midnat var de på vej retur til København efter en lang dag, der endte med koldt vejr til søs.

- Vinden trak op, og der faldt sne og slud, så det blev lidt råt til sidst, men det var ikke et stort problem for besætningerne i deres gummibådsdragter, siger Bo Brændholm, som torsdag morgen var tilbage på arbejde, ligesom mange af de andre frivillige hjemmeværnssoldater fra​ opgaven i Køge Havn.

Læs mere om Maritime Force Protection / MFP ​​her: https://www.hjv.dk/oe/MHV/MFP/Sider/default.aspx​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring