Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Reddere fra Kystredningstjenesten knokler med at pumpe vand ud af den synkende motorbåd

Samarbejde ved redningsaktion i Kattegat

En grundstødt motorbåd var tirsdag aften ved at synke. En meget tåget aften i Kattegat samarbejdede Marinehjemmeværnet fra Frederikshavn og Kystredningstjenestens Redningsstation Sæby om at tømme motorbåden for vand, så den kunne slæbes i havn.

16-09-2020

​​​Tekst:​ Ninna Falck - Fotos: Besætningen på APOLLO

En besætning på 11 frivillige om bord på marinehjemmeværnsfartøjet ’MHV 811 APOLLO’ fra Flotille 115 Frederikshavn var tirsdag aften sejlet ud for at støtte Jægerkorpset, da de blev kaldt ud på en helt anden opgave af Søværnskommandoen.

Motorbåd ved at synke ved Hirsholmene

- Vi lå for anker i Ålbæk Bugt, da vi klokken ca. 19.50 blev kaldt op af NMOC (Søværnskommandoens Nationalt Maritimt Overvågningscenter red.). Vi blev bedt om at assistere en motorbåd med en person om bord. Båden var gået på grund ved Hirsholmene, den tog vand ind og var ved at synke, fortæller fartøjsfører på APOLLO, Søren Kjellberg.

Om bord på APOLLO skiftede man nu over til den nye opgave, og der var ca. 30 minutters sejlads ned til Hirsholmene, som er en øgruppe i det nordlige Kattegat ca. seks km nordøst for Frederikshavn.

Kystredningstjenestens ’Redningsstation Sæby’ blev også alarmeret af NMOC. De rykkede hurtigt ud med deres redningsbåd, ’FRB11’, og var fremme ved positionen ca. 10 minutter før APOLLO nåede frem.

Læs videre under billedet ...
- Tirsdag aftens dårlige sigt set fra APOLLO

Lænsepumper på hårdt arbejde

Der var en tyk tåge med en sigt på kun 25 meter, og det tog lidt tid, inden den uheldige lystsejler blev fundet af Kystredningstjenesten. Han lå på meget lavt vand næsten helt inde ved kysten og tog meget vand ind. Så meget vand, at der var brug for meget pumpekraft.

- Redderne om bord på FRB11 bad om hjælp til at få lænset motorbåden, så vi sendte gummibåden over med APOLLOs lænsepumpe, forklarer Søren Kjellberg.

Med en læsepumpe kan man suge vand op og pumpe det ud over rælingen.

Efter at have arbejdet ca. en times tid med FRB11’s lænsepumpe og med APOLLOs lænsepumpe, var motorbåden lettet så meget for vand, at den kunne trækkes af grunden. 

Læs videre under billedet ...
- Lænsepumpe på arbejde

Herefter trak FRB11 nu stille og roligt den ca. 25 fod lange motorbåd til Strandby Havn. Undervejs arbejdede redderne fra Kystredningstjenesten konstant med lænsepumperne. APOLLOs gummibåd fulgte tæt med for en sikkerheds skyld.

Motorbåden, FRB11, APOLLO og APOLLOs gummibåd ankom til Strandby Havn lige omkring klokken 23.15, og herfra havde Søren Kjellberg og hans besætning godt 45 minutters sejlads hjem til Flådestationen i Frederikshavn, hvor APOLLO har basehavn.

Superfint samarbejde

De to redningsfartøjer, APOLLO og FRB11, har basehavne forholdsvis tæt på hinanden, men Søren Kjellberg har ikke tidligere samarbejdet med besætningen fra Kystredningstjenesten. Og det var gået rigtigt godt.

- Lige så snart vi så, at de lå der, så fik vi en dialog i gang, og samarbejdet gik superfint, konstaterer Søren Kjellberg fra APOLLO.

Herunder:
Motorbåden var gået på grund lige nordvest for Hirsholmene i Kattegat. Udklip: Google Maps


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring