Tekst: Ninna Falck - Foto: Martin Wilhelmsen

En 42 årig familiefar, Mads Fisker Weiling var lørdag aften til julefrokost i Århus. Klokken 21.30 satte kollegaer ham i en taxa hjem, og siden har ingen set ham. Sidste livstegn var klokken 23.30 lørdag aften, hvor Mads Fisker Weilings mobiltelefon gik ind på en sendemast på Fiskerivej, som ligger ved havnen. Eftersøgningen har haft stor fokus på havnen, og man frygter en drukneulykke.
Politiet tilkalder MFP
Tirsdag formiddag kontakter Østjyllands politi Marinehjemmeværnets undervandskapacitet ved Maritime Force Protection-enheden fra Randers (Flotille 125 MFP Vest). De råder over en undervandsdrone, der kan sende billeder op fra havbunden, og deres gummibåde er udrustet med en sonar, der kan afsløre objekter under havoverfladen helt ned til havbunden.
MFP-enheden rykker ud med syv mand, et kommandokøretøj, en undervandsdrone og en gummibåd. De mødes på havnen med to betjente fra Østjyllands Politis maritime enhed, og gummibåden starter på eftersøgningen klokken 12.00.
Fandt bil i havnen tirsdag- De gennemsejler havnen systematisk, og omkring klokken 14.30 ser sonar-operatøren en mistænkelig genstand under vandet, som kunne være på størrelse med et menneske. Dronen bliver sendt ned på positionen for at se nærmere på objektet, men vandet er for grumset til, at man kan få et tydeligt billede, fortæller premierløjtnant Jakob Ølholm, der er næstkommanderende i Flotille 125 MFP Vest.
Herefter tilkalder politiet dykkerne fra Århus Brandvæsen, og da de ankommer og dykker ned på den udpegede position, finder de en bil på bunden af havnen. Den er på et tidspunkt blevet mast flad – måske af et fragtskib ved lavvande – og har derfor et omrids på ca. samme størrelse som et voksent menneske.
Kort efter ved 18.30-tiden indstilles eftersøgningen.
Gennemsøgte lystbådehavn torsdag
4. december har politiets opmærksomhed samlet sig om lystbådehavnen, der ligger tæt på den sendemast, som havde modtaget signaler fra Mads Fisker Weilings mobiltelefon, og MFP-enheden tilkaldes igen. Marinehjemmeværnet
møder atter med syv mand og deres undervandsudstyr, og nu sejles lystbådehavnen minutiøst igennem.
- I de båse, hvor der stadig ligger skibe, kan gummibåden ikke komme inde med sonaren, og der sender vi i stedet dronen ind. Her er der rigtig god sigt, men vi finder ikke noget, siger Jakob Ølholm.
Klokken 16.00 er hele lysbådehavnen gennemsøgt uden resultat, og Jakob Ølholm kan sende sine folk – der næsten alle har taget fri fra arbejdet for at støtte eftersøgningen - hjem igen.
Det er fortsat et mysterium, hvad der er sket med Mads Fisker Weiling.