Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Taktisk Seminar: Webinar nåede ud til 70 deltagere

Én uge før Marinehjemmeværnets Taktiske Seminar skulle løbe af stablen, blev Corona-restriktionerne strammet. Fysisk fremmøde var ikke længere hensigtsmæssigt, så Operations- og Planlægningssektionen gennemførte seminaret virtuelt – med gode erfaringer.

02-11-2020


Af Christian Egeris Andersen

Lørdag morgen blev fem medarbejdere fra MHV-stab samt Sjoerd Both fra Frivillig stab præsenteret for de omkring 70 deltagere, som i løbet af kort tid havde valgt at deltage i den nye udgave af Taktisk Seminar (TASEM) – reduceret i tid og indhold.

En del deltagere deltog i seminaret fra eget hjem, mens en håndfuld flotiller havde sat sig sammen i flotillelokalerne. Det hele foregik via Skype for Business, og der var en del kameraer, skærme og mikrofoner at holde styr på.

I Sødalsparken havde Operations- og Planlægningsdivisionen (OPL) opsat tre computere og to store skærme, og der var rigeligt kaffe på kanden. Trods ængstelsen for det totale IT-nedbrud, var der nærmest ingen tekniske problemer.

En dag med orienteringer og gruppearbejde
Formiddagen blev brugt på at orientere om Marinehjemmeværnets (MHV) fremtidige opgaver og de affødte kompetencebehov – med fokus på det taktiske.

Eftermiddagens gruppearbejde tog udgangspunkt i fire scenarier, hvor der var behov for MHV til at løse en række bevogtnings- og overvågningsopgaver i de danske farvande.

Fire virtuelle grupper, med flotilleledelserne fra Flotille 114, 122, 241 og 284 i spidsen, fik til opgave at løse scenariernes operative logistiske udfordringer. Gruppernes præsentationer, hvor forskellige løsninger til opgaven blev fremlagt og diskuteret, satte punktum for dagen.

Der skal lyde en stor tak til alle deltagere, der medvirkede til, at TASEM, trods omstændighederne, blev en succes.

Videokonferencer/webinarer kan noget
OPL ser mange muligheder i videokonferencer til at nå ud til den enkelte hjemmeværnsmand m/k. Coronaen har af nød lært os, at den virtuelle mødeform kan være effektiv. Det er ikke nær så hyggeligt at sidde i LED-skærmens skær, men til gengæld kan tiden udnyttes fuldt ud, og der er ingen begrænsninger på deltagerantal.

Måske kan vi - selv efter corona-epidemien - forberede os på i højere grad at mødes på videomøder, selvom de aldrig kan erstatte fysiske møder.

Lad os håbe, at vi kan mødes til næste års TASEM. Og hvis det alligevel ikke er muligt om et år, har vi i weekenden bevist, at vi er i stand til at finde alternative løsninger i usædvanlige tider.​

 

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring