Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​HERCULES blev tømt for anslået 8 ton let forurenet havvand. (Arkivfoto)

Tømt for 8 ton forurenet vand: Ikke en dråbe i havnen!

​Voldsom vandindtrængen betød, at Marinehjemmeværnsfartøjet HERCULES måtte søge nødhavn i Assens. Her blev skibet tømt for vandet, der havde fået iblandet forurening fra maskinrummet. Intet af vandet endte i havnen.

27-08-2018
Ninna Falck
 
Marinehjemmeværnet fra Horsens havde i weekenden sendt fartøjet MHV 812 HERCULES med en besætning på 12 frivillige til søs for at støtte Søværnets farvandsovervågning.
 
En skade på pakningerne omkring skibets stævnrør medførte, at HERCULES begyndte at tage vand ind, da det lå ud for Torø Rev syd for Assens. Der trængte meget havvand ind, og det kom blandt andet ind til maskinen, hvor det blev blandet med olierester mm. Fartøjsfører, Torben Fründ, måtte tage hurtig stilling til, hvad der skulle ske.
 
”De mange ton vand gjorde, at båden blev ustabil og i værste fald kunne kæntre. Min højeste prioritet er altid besætningen, og jeg kunne blive nødt til at tømme det indtrængende vand ud i Lillebælt. Men vi var heldige med vejret. Der var ingen bølger og ingen vind. Derfor valgte jeg i samråd med Marinehjemmeværnets vagthavende officer at søge nødhavn i Assens, så vi kunne få tømt skibet uden at belaste havmiljøet”, fortæller Torben Fründ.
 
En kamp mod tiden
Der blev nu arbejdet på højtryk for at skaffe en slamsuger til at hente det let forurenede vand fra HERCULES, som ankom til Assens Havn fredag aften lige før midnat. Det var en kamp mod tiden, da vandet fortsat trængte ind i fartøjet. Slamsugeren kunne ikke nå tilstrækkeligt hurtigt frem, og derfor kontaktede vagthavende i Marinehjemmeværnet nu politi og beredskab.
 
Torben Fründ forklarer, at det efter godkendelse fra det lokale rensningsanlæg blev aftalt, at besætningen om bord på HERCULES kunne pumpe vandet i havnens kloak med skibets egne pumper. Det skønnes, at man havde omkring 8 ton havvand i fartøjet.
 
Inden alt vandet var pumpet i kloakken, ankom slamsugeren til Assens Havn. Den sugede det sidste vand op. Det var også det mest beskidte vand med flydelaget af olierester og andet fra maskinen. Der blev skyllet efter, og skyllevandet tog slamsugeren også med sig.
 
Vi tænker utroligt meget på havmiljøet
”Der kom på intet tidspunkt en dråbe forurening i havnen. Det var derfor vi var sejlet i havn. Vi tænker jo utroligt meget på havmiljøet i Marinehjemmeværnet”, understreger Torben Fründ.
 
Han forklarer videre, at folk fra Assens Skibsværft fik banket de ødelagte pakninger sammen, så vandindtrængningen blev minimeret. Og efter en sidste tømning kunne HERCULES lørdag omkring klokken 09.30 forlade Assens Havn og forlægge til Faaborg Værft, som vedligeholder Marinehjemmeværnets fartøjer.
 
”Og her fik vi assistance fra Marinehjemmeværnsfartøjet BUDSTIKKEN fra Sønderborg, som tilbød at følge os på vej til Faaborg”, fortæller Torben Fründ, som gerne vil sende en stor tak;
 
”Det er nogle gode kammerater”, lyder det fra fartøjsføreren, der med sin besætning kom ud på en weekendsejlads for Søværnet, han ikke glemmer foreløbig.
 
Man kan læse på fyens.dk, at weekendens hændelse gav forurening i Assens Havn. Det kan Torben Fründ og hans besætning på ingen måde genkende.
 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring