Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

 

Topbanner

 

​​

​​Musikkorpset som er startet i 1949, er Danmarks ældste, stadig eksisterende hjemmeværnsorkester og har base på Randers kaserne.

Musikkorpset består af ca. 20 musikere i alderen 18-80 år, alle på forskellige niveauer fagligt og personligt. Medlemmerne af orkestret, elsker fællesskabet og at spille musik. Der spilles på cornet, flügelhorn, horn, bariton, trombone, euphonium, trommesæt og bass i musikkorpset. Vi øver hver tirsdag med dirigent Arne Jespersen, som til daglig spiller i Prinsens musikkorps.

Hvis man ønsker at spille med, skal man være fyldt 18 år og skrive kontrakt med hjemmeværnet. Kontrakten skrives fordi korpset hører under hjemmeværnet og promoverer dette, når vi er til arrangementer. Musikkorpset satser på fællesskab, da det er yderst vigtigt, at alle kan lide at deltage. Numrene vi spiller skal være publikums venlige men også numre som vækker spille lysten hos den enkelte musiker.

Der kræves ikke at man er et musikgeni, men at man er interesseret i at spille, møder op med interesse og lader negativiteten blive hjemme. Man skal kunne læse noder, samt have forståelse for at spille sammen med andre.

Musikkorpset løser hvert år et antal officielle opgaver for hjemmeværnet i både ind- og udland, med marchture, koncerter, parader og mindehøjtideligheder.

​Musikkorpset har kalenderen fyldt med masser af spændende arrangementer som interne hjemmeværnsarrangementer, jubilæer og andre koncerter. Derudover spilles der til indvielse og overdragelse af bl.a. marinefartøjer, hvor der er kongelige eller andre spændende personer til stede. Vi har faste arrangementer, som vi deltager i hvert år, men der kommer også en del forespørgsler ind.

Der afholdes endvidere et årligt seminar et sted i Danmark, hvor musikken er i centrum. Sociale arrangementer er der også plads til - for uden sammenhold fungerer musikken ikke. ​​

Hvert år skal en tilsynsprøve bestås for at få midler til instrumenter og lov til at tage ud og spille. Prøven består af en lille marchtur og en koncert, hvorefter vi bliver bedømt. Korpset har altid bestået med glans, og det har vi tænkt os at fortsætte med!

Kunne du tænke dig at være med, er du altid velkommen til at kikke forbi. Ring eller skriv på forhånd, så vi ved du kommer.
Vi kan så aftale, at du prøver at spille med nogle gange, inden du beslutter dig for, om det er et orkester for dig.

​                                                        Kontakt: Flotillechef Finn Aagaard

                                                                          Tlf: 20 87 15 90 

                                                                Mail: muhvf100-fh@hjv.dk​




​​​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring