I et samarbejde mellem Aarhus Akademi og Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland sendes HF-eleverne i felten for at blive klogere på livet i uniform. De fleste af eleverne håber på en karriere ved Forsvaret eller i Politiet, og har derfor valgt at tage deres højere forberedelseseksamen på HF Force linjen.
20 frivillige soldater fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland udsætter i over et døgn eleverne for forskellige militære opgaver, der viser de oplevelser og opgaver, der følger med, når man vælger at trække i Forsvarets uniformer.
Sammen med hjemmeværnssoldaterne får eleverne en oplevelse, som gøre dem klogere på Forsvaret og Hjemmeværnets opgaver. Det vil være med til at støtte dem i deres fremtidige karrierevalg. "Vi vil gerne give dem en god oplevelse med Hjemmeværnet, så de går herfra som gode ambassadører for Forsvaret" fortæller kaptajn Per Asmussen, der leder arrangementet og til dagligt er kompagnichef for Politihjemmeværnskompagni Aarhus.
Per Asmussen lover, at eleverne kommer ud af deres komfortzone, men også, at de nok skal komme tilbage i den igen, og på den måde være blevet klogere. Han håber også, at det også åbner døren til interessen for Hjemmeværnet, der - som frivillig beredskabsorganisation, spiller en rolle i Forsvaret. "Hvis det ikke lige er nu, så håber vi da på sigt, at eleverne ønsker sig at blive en del af Hjemmeværnet, som dygtige soldater, befalingsmænd eller officerer. Der er jo en bred vifte af uddannelser og muligheder i Hjemmeværnet, som mange vil kunne få noget ud af", siger Per Asmussen.
Kontakt til:
Politihjemmeværnskompagni Aarhus: Jesper Boberg, pohvkarh-rekspec1-1@hjv.dk, tlf.: 72440097
Fakta
- Om HF Force: er en særlig fagpakke på HF-uddannelse ved Århus Akademi målrettet unge, der ønsker en karriere i forsvaret eller politiet. Fagpakken består af valgfagene idræt på B-niveau og psykologi på C-niveau samt samarbejde med Flyvestation Karup, Flådestation Frederikshavn, Østjyllands politi og Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland. Århus Akademi har tilbudt HF Force i fire år. I to år har de samarbejdet med Hjemmeværnet. HF Force kan læses flere steder i landet, bl.a. i Viborg, Herning og Hvidovre.
- Om Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland: Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland dækker Østjyllands Politikreds, og har underafdelinger flere steder rundt om i Østjylland, hvor frivillige soldater træner og uddanner sig som en del af hjemmeværnets beredskab til den landbaserede styrke.