Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

En stille dag på kontoret

En personlig beretning fra en indsats.

23-10-2015
Af Torben Hansson, Historiker
Det var en mørk og snusket oktobernat og efter en tur til København med rundvisning på Chris­tianshavn, aftensmad på en lille restaurant og S-tog tilbage til Køge, besluttede jeg, at jeg lige måtte bruge lidt tid på en publikation, jeg er ved at lave for Kjøge Mini-By. Så klokken var blevet et stykke over midnat, inden jeg puttede mig under dynen.
Få nanno-sekunder efter at jeg var faldet i dyb søvn, ringede telefonen – i displayet stod Marianne Gliese – jeg overvejede om jeg skulle lave ”en Jens Lynge” (det er, når telefonen ringer om natten, man ser hvem der ringer, tænker at Marianne må have trykket forkert og afbryder for telefonen) eller om jeg skulle komme den ældre dame til undsætning. Jeg valgte at være gentleman og tog søvndrukkent telefonen og konstaterede at klokken var 01:16.
I røret kom noget, som kunne være Mariannes stemme og spurgte til mit helbred og stillede det intelligente spørgsmål: ”hvad laver du” – svaret var lige så intelligent: ”ikke noget” – ”det er godt, for så har jeg lige en opgave, som jeg vil bede dig om at udføre”. Jeg fik en cirka-adresse og telefonnummeret til politiets indsatsleder.
Ud for at brygge en kande the, finde lidt tøj frem og pakke rygsækken og så ud på de mørke landeveje. At jeg nærmede mig gerningsstedet, var jeg ikke i tvivl om – massevis af røde samt hvide biler med blinkende forlygter og ”en million” blå blink blokerede den sydgående vejbane på Københavnsvej. ”Shit” tænkte jeg, "skal vi stå her i mørket og sørge for, at trafikken kører uden om udrykningskøretøjerne"; men politiets indsatsleder kunne beroligende fortælle, at opgaven var afspærring/bevogtning af gerningsstedet, hvor der havde været ildebrand.
Eigil var kommet 5 minutter før mig – han boede jo også lige bagved. Kl. 02:02 sagde politiets indsatsleder farvel og tak fordi vi var kommet og forsvandt ud i mørket, kl. 02:15 kom en sød, kvindelig betjent og fortalte, at de nu havde ophævet afspærringen og ville køre videre, så nu måtte vi altså passe på brandmændene. De var gået i gang med at vaske biler, stiger samt øvrigt udstyr, skifte tøj og blive debriefet og kl. 02:37 sagde indsatsleder brandvæsen ”farvel og tak” og vi rullede afspærringsstrimlen ud efter aftale med politiet.
Og så blev der pludselig stille – trafikken på Københavnsvej, på denne tid af natten, bestod af en bil cirka hvert kvarter og en enkelt nattevandrer og først ved 6-tiden blev der lidt mere liv.
Eigil blev sendt efter morgenmad og vi belavede os på at tilbringe 3½ - 4 timer mere på stedet indtil efterforskerne nåede frem, men pludselig (kl. 08:30) dukkede en patruljevogn med 2 lysvågne betjente op og fortalte, at de var blevet sendt ud for at afløse os – de takkede for indsatsen, og vi kunne køre hjem med den positive oplevelse, at vi havde aflastet politiet (erstattet 2 betjente) og ikke blot havde været ”fyld”.
Indsættelsen gav ikke anledning til store, spændende oplevelser og derfor er gerningsstedsloggen og billeder erstattet af denne lille historie.
Tak til Eigil for samværet og ”tak til Marianne fordi vi fik chancen”.

Foto: ​Anders Fallesen, Sjællands Nyheder
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring