af Lars C. B., OPO 4/FRIVST
”Is the Collection Target List ready?” Den polske major, der er min nærmeste overordnede, er utålmodig. Om en halv time skal befalingen til de underlagte divisioner være klar. Hvis ikke vores plan over hvilke brigader, der skal rekognoscere mod de udpegede mål den næste dag, kommer med, er vores artilleri meget ineffektivt. Målene er svære at finde og flytter sig tit, så artilleriet er afhængige af hurtige og præcise efterretninger fra vores patruljer bag fjenden linjer.
Jeg har for ti dage skiftet mit civile job ud med en stilling som staff assistant i Targeting Intelligence ved NATO’s korpshovedkvarter i Stettin, Polen. Korpsets opgave på øvelsen er at bremse de invaderende styrker fra Torike og Bodnian Democratic Republic, indtil NATO får samlet styrker til at lave et modangreb. En klassisk Artikel 5-krig, med kampvognsslag, artilleri, feltbroer, luftlandsætninger og store mængder infanteri! Noget, som ikke har været trænet længe, men som er blevet mere relevant med udviklingen mod øst de seneste år.
Min daglige funktion i Hjemmeværnet er som operationsofficer i distriktets frivillige stab og der er mange ting, som virker bekendte derfra. Alene korpsstabens størrelse på 300 mand, antyder dog at alting er væsentligt mere kompliceret! Et væld af forskellige specialfunktioner og forkortelser (JFIT, ACOS, LCC, TCL…) gør det ikke nemmere at følge med, men langsomt får man en fornemmelse af hvad der foregår. At man så arbejder med divisioner og brigader i stedet for kompagnier og delinger, betyder ikke så meget – principperne er langt hen ad vejen de samme. Sikkerhedsforanstaltningerne var også andeledes, end jeg er vant til: Pigtråd omkring lejren, bevæbnede vagter, sikkerhedsgodkendelse til NATO Secret (hemmeligt) for at arbejde i hovedkvarteret og forbud mod telefoner og kameraer.
Hovedkvarteret er multinationalt og en del af øvelsen gik ud på at styrke samarbejdet mellem nationerne. I teltet omkring mig sad der folk fra Polen, Tyskland, Canada, Danmark, USA og Litauen og selve øvelsen havde deltagere fra 24 lande. Gradstegnene fra så mange lande var ikke altid lige til at finde rundt i – og det var måske nogle gange en fordel. Som lavest rangerende (jeg deltog som oversergent) måtte jeg se bort fra rang, når jeg skulle have en opgave løst. Om det så var den litauiske kaptajn, den polske major eller den amerikanske oberstløjtnant, der måtte holde for, så var alle imødekommende og hjælpsomme. En god oplevelse, hvor alle arbejde mod et fælles mål: At leve op til Commanders Intent om at holde fjenden tilbage indtil modangrebet kunne iværksættes.
