Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Jeg kan kalde mig sygehjælper

Jeg har været i Nymindegab i 10 dage for at uddanne mig til sygehjælper.
Det var på flere måder mere udfordrende, end jeg havde forventet.

03-12-2017
Vi var et godt hold på 14 personer fra hele landet, deraf to piger. Der var god og positiv ånd på holdet samt mellem undervisere og kursister.
Uddannelsen startede med teori om krigens love, anatomi, skader på bevægeapparater, sygdomslære, triage, nødflytning, pakning af sanitetstaske, tactical combat casulty care, og store c-abcde. Instruktørerne var gode til at variere undervisningen, så vi havde praktiske opgaver og diskussioner i grupper, hvor vi blev provokeret til at tænke selv og reflektere over tingene.

Store c,  abcde er en måde at arbejde på ved personskader. Under A skulle vi lægge en NPA, som er en sonde, der skal ind gennem næsen. Det var noget af en udfordring, at slappe af og mærke sonden komme ind i næsen og videre.  Når vi har med en skadet person at gøre, skal vi ind og se på kroppen, helt inde på huden. Den tilskadekomne kan have flere skader uden at vide det, derfor er det vigtigt at kikke over alt på kroppen. Vi trænede med hinanden, og det var lidt grænseoverskridende, at en mand skulle mærke og kikke alle steder. Alle kursister var professionelle, og jeg oplevede ikke, at det blev gjort på en upassende måde. Jeg skulle også selv hive tøjet af andre og se efter skader, og jeg havde så meget fokus opgaven, at jeg ikke tænkte over så meget andet.
Det er vigtigt at pakke en tilskadekommen ind, da man afkøler hurtigt. Vi lærte om afkøling og overophedning og prøvede det praktisk. Kursuset var i starten af november måned og kl.9 - efter det havde regnet - blev vi sendt udenfor. Vi skulle finde sammen to og to, den ene skulle tage tøjet af (vi beholdt undertøjet på), mærke hvor kolde de våde fliser var, og det var de! Derefter gå ud på græsset. Det var mindre koldt, lægge os på ryggen efter et par min. På maven og tilbage på ryggen. Vores makker lagde et tæppe ud og et redningstæppe, dernæst skulle vores makker ligge sammen med os og varme os med deres krop med tæppe omkring. Det var godt at mærke på egen krop, hvor hurtigt man afkøler, og hvordan man hurtigt kan få varmen igen.
Vi havde nogle tests, vi skulle bestå. Den første var en fysisk test. Vi skulle løbe fra a til b, flytte to ammunitionskasser -  en i hver hånd - fra b til a, og igen løbe fra a til b. Det skulle vi gøre fem gange. Til sidst skulle vi forflytte en person på størrelse med en selv, fra a til b. ved at tage fat i basis og trække personen baglænges.  Det havde vi 7,5 min. til. Jeg havde ingen fornemmelse af tiden, så jeg løb alt, hvad jeg kunne og med basis og hjelm på. Det var lidt hårdt. Vi løb fem ad gangen, og de andre heppede på os. De sang ”Bornholm, Bornholm, du er min dejlige ferieø” for mig, meget sødt. Da jeg er færdig kommer instruktøren hen til mig og spørger: ”Nå Nina hvad skal du så bruge de sidste to minutter til?” Yes jeg bestod!
Vi havde også en skriftlig test, 50 spørgsmål med fire svarmuligheder. Vi måtte have max 10 fejl. Jeg bestod, men her røg den første hjem.

Den sidste og afgørende test var fire handlebaner, som alle skulle bestås. Man har ca. 10 min pr bane, og det er med fuld udrustning på. Jeg var så meget på og fokuseret, at jeg var våd af sved bagefter. Man fik i øvrigt ikke tilbagemelding på den enkelte handlebane, når den var klaret, men måtte vente til at alle fire var overstået. Så var det bare at vente på dommen. Hvis man lavede fejl på en bane, kunne man få en tur igen. Fejlede man på to, var man ikke bestået og må tage hele kurset om.
Da kursuslederen kom til mig og sagde, at jeg var bestået, var jeg ved at tude. Det hele havde været nogle intense dage med meget ny lærdom. Der var desværre to, der ikke klarede den.
Nu kan jeg kalde mig sygehjælper.
Sygehjælper Nina Frederiksen
Fotos: LDIOF Hanne M K Hueg, DBH
 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring