Af informationsspecialist Jan G. Andersen​

​Jeg hedder Michael (MIK), er 55 år, gift og har en datter. Jeg er General Manager Nordic i firmaet Topmak. Mit arbejde består i at sælge materiel og løsninger til bl.a. Forsvaret.

Jeg meldte mig ind i Hærhjemmeværnet Kompagni 2702 i 1981. Da jeg senere flyttede til Sjælland, blev jeg overflyttet til ”Livjægerne”. Jeg beskæftigede mig primært med patruljetjeneste i Hærhjemmeværnet. Siden 2007 har jeg været medlem af Flyverhjemmeværnet, hvor min primære interesse har været opgaver med tilknytning til flyvning.

Det var helt klart, da jeg bestod min navigatørprøve og blev operativ navigatør i de tidligere flyvende delinger. Før man kunne blive operativ navigatør, skulle man bestå prøver i en række fag fx meteorologi og radiokommunikation. Fagene var de samme som for en civil pilot (PPL), og beståelseskravet var 75%. Det tiltalte mig meget, at man her skulle bestå skrappe krav og vedligeholde sine færdigheder for at opnå og bibeholde en operativ funktion i Flyverhjemmeværnet. Herudover var funktionen som navigatør krævende og spændende. Man skulle deltage i missionsplanlægningen og styre missionen, herunder deltage aktivt i arbejdet i cockpittet.

Det der overrasker mig mest er, at Hjemmeværnet i min optik ikke følger med tiden. Jeg oplever, at moderværnene stiller skrappere og skrappere krav til Hjemmeværnet, mens Hjemmeværnet opretholder det gamle paradigme om ren frivillighed, som til gengæld på flere måder hindrer Hjemmeværnet i at opstille og træne enheder, der reelt har professionel standard. Det virker, som om Hjemmeværnets ledelse har mere fokus på at opnå politiske mål, som et højt antal frivillige og økonomi i balance, frem for at have fokus på at skabe operativt kapable enheder – altså kvantitet frem for kvalitet.

Min far var officer i Flyvevåbnet. Han har bl.a. været chef for Flyvevåbnets Rekrutskole på Karup. Sjovt nok har han haft kontor i selv samme bygning på flyvestationen, hvor Flyverhjemmeværnet har til huse i dag. Nå, men jeg var altså vant til at komme på flyvestationen, og jeg havde en skolekammerat, der var medlem af Hjemmeværnet, så jeg søgte om optagelse. Jeg ønskede at gøre en forskel og deltage i forsvaret af landet. Mit kompagni havde til opgave at deltage i forsvaret af flyvestationen. I 1983 flyttede jeg til København og skiftede derfor kompagni til Livjægerne på Kastellet. Arbejdet kom imidlertid til at medføre en del rejsevirksomhed rundt i Europa, så jeg blev efterhånden mindre og mindre aktiv.

Jeg flyttede tilbage til Jylland og overvejede egentligt at melde mig ud af Hjemmeværnet. Jeg havde dog vist interesse for Flyverhjemmeværnets flyvende delinger. En dag blev jeg kontaktet af Peter Adser fra Eskadrille 277 flyvende deling i Skive, der ville høre, om jeg kunne tænke mig at blive navigatør. Jeg blev overflyttet til Eskadrille 277 i 2007 og fløj som navigatør frem til 2013, hvor de flyvende delinger blev nedlagt, og arbejdet med at oprette ESK 270 med operativt kapable tomotorers fly med sensorkapacitet var startet. Jeg virkede samtidigt som næstkommanderende i eskadrille 277 i en periode på 5 år. I dag er jer leder af ground support i eskadrille 270, hvor jeg også har virket som uddannelsesstøtteofficer. Det er, som jeg har nævnt, de skarpe operative opgaver og de klare operative krav til viden og færdigheder, der tiltaler mig.

Jeg har følt mig godt modtaget og accepteret både i 277 og 270. Jeg er en person, der godt kan have skarpe meninger, og som ikke er bange for at udtrykke dem, men det har jeg ikke følt, har været en hindring for godt samarbejde. I 277 ønskede daværende eskadrillechef, Elise at anvende mine kompetencer i funktionen som næstkommanderende. Det sagde jeg ja til under forudsætning af, at jeg fortsat måtte flyve. Hun accepterede, og jeg avancerede fra menig til premierløjtnant på blot fire år. Det var en spændende tid med opbygning af flyvende deling, security force deling og bevogtningsassistent kapacitet. I 270 føler jeg ligeledes, at der er accept af mine holdninger og brug for mine kompetencer. Jeg har stået for opbygning og uddannelse af ground support i eskadrillen sammen med en række dygtige kolleger, uden dem var det ikke gået. Det er den del af eskadrillen, der står for klargøring af flyet før og efter mission samt for håndtering af (video) downlink udstyret, der leverer de levende billeder fra flyets kameraer til brugeren på jorden. I ground support har vi også årlige operative tjek af personellet, som skal bestås med 75% for, at den enkelte person kan opretholde sin operative status og fastholde sin funktion, så det er lige efter mit hoved.

Det har været at skulle se på, at Flyverhjemmeværnets vilje og gode ideer til at skabe enheder, der er i samklang med Flyvevåbnets behov, er blevet mødt af en mur af bureaukrati og forsinkende undskyldninger. Jeg mener at have set eller hørt alle udsagnene fra hæftet ”21 udsagn til at slå initiativ ihjel” i anvendelse fra Hjemmeværnets ledelse gennem min tid i Hjemmeværnet. Det ville være dejligt, hvis dette kunne ændres i hele Flyverhjemmeværnet. I Eskadrille 270 er det meget anderledes, da vi altid er indsat ”skarpt” og altid indsat gennem Værnsfælles Kommando. Dette giver en følelse af at gøre en forskel overfor moderværnet samt andre myndigheder i samfundet. Det at deltage og gennemføre missioner, der er skarpe, har stor betydning for motivation og følelsen af at blive brugt til noget, der gør en forskel. Vi har ligeledes minimum to 24 timers beredskabsvagter pr. måned, hvor vi deltager i det nationale beredskab under kommando af Værnsfælles Kommando. Det samme kunne have været gældende for de skarpe security force enheder, der virkelig kunne gøre en forskel for Flyverhjemmeværnet i samarbejdet med Flyvevåbnets security force enheder i Eskadrille 660 på Karup. At skulle opbygge operative security force delinger i Hjemmeværnet har derfor været lidt som at deltage i tv-serien Matador; at være iværksætter i Korsbæk - vel at mærke før Mads Skjern kom til byen. Det er, som om gamle dyder har svært ved at dø, og alene det at få gennemført, skrevet og godkendt et direktiv, der beskrev security force enheden og anvendelse af den, var særdeles svært og blev aldrig gennemført i min tid som næstkommanderende i 277. Det fandt jeg vældigt trist, da netop sådan en enhed i Flyverhjemmeværnet kunne have en gylden fremtid. Jeg tror, at vi i Flyverhjemmeværnet skal satse på de skarpe opgaver for sikre et godt og motiverende Flyverhjemmeværn i fremtiden. Som jeg har nævnt før, ser jeg altså ikke fornyelse og operativ fremdrift som en af Hjemmeværnets kernekompetencer. Det overrasker mig, især da forsvarsministeren i øjeblikket melder ud, at han ønsker et mere kapabelt Hjemmeværn. Vi kunne have været der for længst. Hjemmeværnets frivillige har mange og alsidige, dygtige civile og militære kompetencer. De skal blot anvendes og motiveres rigtigt.

Om tre år håber jeg, at Flyverhjemmeværnets kapaciteter operativt er meget skarpere end nu. Ikke mindst set i lyset af forsvarsministerens udtalelser om, at Hjemmeværnet skal have mere professionel træning og materiel, der er sammenligneligt med moderværnenes. For eskadrille 270 håber jeg, at den flyvende kapacitet er blevet udviklet endnu mere. Jeg ser gerne en udvidelse af kapaciteten, hvad angår opgaver, type og antal af fly samt anvendelse af droner. Med det antal missioner vi flyver, er to flystel ikke nok. Et tredje fly ville være ønskeligt. Hvad det angår droner, ser jeg det som naturligt, at denne kapacitet lægges i Flyverhjemmeværnet, og at kapaciteten lægges i en eskadrille, der kan løfte opgaven, eller i en helt ny eskadrille.

Kvalitet og fortsat udvikling både for Flyverhjemmeværnet og mig selv. Jeg har en ukuelig tro på, at Hjemmeværnets chefer vil arbejde for, at Flyverhjemmeværnet stadigt skal udvikle sig til en endnu mere effektiv partner for Flyvevåbnet - både i luften og på jorden. For at kunne gøre det, er et delvist paradigmeskifte nødvendigt. Hjemmeværnet skal fokusere mere på kvalitet frem for kvantitet; altså mere på at skabe effektive enheder fremfor at opnå høje medlemstal.

Ledelsen, som jeg selv er en del af, skal: opstille mål, give direktiver, tilrettelægge og følge op på målene. Så skal ledelsen have fokus på de skarpe operative kapaciteter og udvikle disse iht. de behov, vores ”kunder” har og efterspørger. Vi skal stille krav til vores samarbejdspartnere, så vi bliver tænkt ind i deres hverdag og opgaveløsning. Det er min overbevisning, at flyverhjemmeværnet kan og vil kunne løse langt flere skarpe opgaver og indsættelser også i udlandet.

Når jeg tænker over Flyverhjemmeværnets fremtid, så mener jeg, at tilknytningen til Flyvevåbnet og skabelsen af virkeligt operative kapaciteter må være i centrum af udviklingen. Topledelsen skal sikre, at Flyverhjemmeværnet arbejder tæt sammen med Flyvevåbnet. I denne forbindelse tror jeg som nævnt, at det er nødvendigt at satse på kvalitet frem for kvantitet. Topledelsen skal også sikre, at der er reelle opgaver, uddannelsesdokumentation og ressourcer, så som materiel, ammunition og økonomi til at drive den organisation man i fremtiden stiller op … ikke mindst set i lyset af forsvarsministerens seneste udmeldinger om bedre uddannelse og bedre materiel til Hjemmeværnet.

Hvis du kunne tænke dig og har interesse for, at arbejde i groung support ved ESK 270, er der også plads til dig i denne spændende funktion. Hvis du kunne tænke dig at høre nærmere om jobbet, kan jeg kontaktes på 234235@hjv.dk