Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​En af eskadrille 260's hunde

Vendelbohunde

”Det er dejligt med frivillige, der, ud over hjemmeværn, har en passion for hunde. Både dedikationen og viljen til at bruge den nødvendige tid på det, man brænder for, smitter af på alle eskadrillens medlemmer”.

24-03-2021

​​Af LDIOF Team N Jan G. Andersen

Fotos: HVE 260

”Hvordan har du det med at have hunde inde på Hjemmeværnsgården EC”? Chefen for eskadrille 260 Vendsyssel, Bo, fortæller, at han blev lidt overrasket, da han fik spørgsmålet fra en ny hundefører i eskadrillen. ”Jeg betragter hundene som medlemmer af eskadrillen, så naturligvis er de velkomne; også inden for. I øvrigt betragter vi i eskadrille 260 hunden som hundeførerens våben. En hundefører hos os er altså at opfatte som en hver anden geværskytte, blot med et andet våben” forklarer Chef 260. ”Vi har placeret en hundefører i hver bevogtningsgruppe”.

Eskadrille 260 har på det seneste haft tilgang af flere hundeinteresserede frivillige. Eskadrillen forventer derfor inden for kort tid at have fem aktive hunde med førere (hundeekvipager). Bo tror, at det er eskadrillens enkle og ligefremme holdning til hundene og deres førere, der virker motiverende på hundeførerne. Eksempelvis tænkes hundene med som en naturlig del i hovedparten af eskadrillens aktiviteter, så hunde og frivillige vænnes til at omgås hinanden i dagligdagen. Samtidig har eskadrillen fået tilladelse til at anvende noget af området, der omgiver hjemmeværnsgården, til lokal hundetræning. I forbindelse med nedlukningen af de større hundetræningspladser på grund af risikoen for Coronasmitte, har det været en fordel at kunne gennemføre lokal hundetræning i mindre skala inden for rammerne af restriktionerne, så eskadrillens hunde er blevet holdt tilpas operative.

Et andet vigtigt forhold, der kan motivere hundeførerne, er opgaverne. Eskadrille 260 løser bl.a. bevogtningsopgaver for Raderhoved Skagen. Her er hunde særdeles velegnede til at overvåge det særegnede terræn omkring radarstationen, ligesom deres blotte tilstedeværelse kan have en forebyggende effekt på personer, der kunne tænke sig af forcere hegnet. Som kuriosum kan nævnes, at Flyvevåbnet under Den Kolde Krig anvendte omkring 10 tjenestehunde til at bevogte de daværende radarer på området. Ud over Radarhoved Skagen løser eskadrillen tillige bevogtningsopgaver på Flyvestation Aalborg.

Eskadrillechefen omtaler også hundeførernes engagement, som positivt for hele eskadrillen: ”med det store tidsforbrug, der er for hundetræning, skaber hundene og deres førere et langt højere aktivitetsniveau i eskadrillen. Det smitter positivt af på resten af eskadrillens medlemmer. Det kan mærkes, at ”hundefolk” ikke kun tænker på, at de skal have 24 timers tjeneste om året, men at det handler om at nå de satte mål, med det timeforbrug det nu engang kommer til at kræve”.

Bo fortæller, at han også selv er blevet udfordret af tilgangen af engagerede hundeførere: ”jeg har været nødt til på kort tid, at læse op på Hjemmeværnets bestemmelser, reglementer og andet hundestof, for at tilegne mig den nødvendige kendskab til hunde og anvendelse af hunde”. Han vurderer, at han i Coronatiden har brugt op mod 50% af sin cheftid på hunde. Et forhold han dog forventer udligner sig efterhånden som eskadrillens aktiviteter normaliseres i forbindelse med bortfald af de smitteforebyggende restriktioner. Samtidig har han stor glæde af at besøge hundeførerne og bl.a. se, hvordan hundene ændrer karakter fra familiehund til tjenestehund, så snart føreren tager uniformen på.

De fleste af eskadrille 260's hundeførere er kommet til enheden på grund af god omtale af eskadrillens holdning til og brug af hundene og deres førere. Så hvis der er andre enheder, der har brug for støtte til opstart med hunde i deres grupper, er de velkomne til at henvende sig til eskadrille 260. ”Selv om hundeførerne bruger mange timer i tjenesten, er jeg sikker på, de både kan og vil hjælpe med vejledning af andre” afslutter Chef 260. Han vil gerne citeres for følgende om hunde i Flyverhjemmeværnets eskadriller:
”Det er bare at komme i gang. Det er en kæmpe gevinst og en berigende oplevelse at få firbenede medlemmer rundt om på gangene i eskadrillen”.




 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring