Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Tekst og foto af Lærke Weensgaard, Redaktør S9 Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland

Træningslejr for Militær Femkamp - 2018

Militær femkamp: Landsholdet kæmper på forhindringsbanen med Hjemmeværnet i ryggen.
Militær femkamp er en alsidig og krævende sportsgren, hvor udøverne blandt andet skal dyste på forhindringsbanen.

02-06-2018
Hjemmeværnssoldat Sara Hjalager fra Stabshjemmeværnskompagni Østjylland er sammen med resten af landsholdet for militær femkamp samlet til træningslejr for at blive klar til sommerens konkurrencesæson.
Sara Hjalagers kondisko stryger henover asfalten. Et to meter dybt betonhul, sukkenes dal, nærmer sig.
Uden tøven sætter hun hånden på hullets kant og forsvinder ned i det. Kun for et øjeblik. Så trækker hun sig op på den modsatte side. Hun løber videre mod næste forhindring på den militære forhindringsbane uden pause.
Gennemløb af den 500 meter lange forhindringsbane er én ud af fem discipliner, der til sammen udgør sporten militær femkamp.

Sporten består derudover af skydning, løb, håndgranatkast og svømmeforhindringsbane.
For 28-årige Sara Hjalager og resten af landsholdet er det en sport, der fylder det meste af deres liv, og fire dage i maj er kalenderen ryddet for at gøre plads til den månedlige træningslejr.
Denne gang foregår den hos Jydske Dragonregiment i Holstebro, hvor de bruger en varm eftermiddag på at tæske igennem kasernens forhindringsbane.
Rundt om banen er femkæmperne i gang med at varme op. To diskuterer, hvorvidt det er et brækket ben eller håndled, man kan pådrage sig, hvis banegrusset giver et kindkys. De har brugt formiddagen på at træne håndgranatkast, hvor man kaster cylinderformede metalbolde, der
repræsenterer en håndgranat.

De mange timers øvelse er nødvendig, for at de kan være klar til sæsonens kommende nordiske mesterskab og verdensmesterskabet.
Sidste år blev Sara Hjalager nummer fire til VM, og i år håber hun på at rykke op på podiet:
I den her sport kan man hele tiden blive ved med at rykke sig, men hvis man vil være med i toppen, er man også nødt til at være rigtig god til alle fem discipliner,” siger hun, mens hun masserer sine lårmuskler.
 
To ulidelige minutter
”Tre minutter til første start,” annoncerer cheftræner John Kirstein.
Femkæmperne skal i gang med den såkaldte to minutter test, hvor de skal komme så langt på banen som muligt på 120 sekunder. John Kirstein kigger ned på sit ur:
”Nej, to minutter til start. Tiden går hurtigt”.
 
 
Cheftræner John Kirstein vejleder sammen med sine tre hjælpetrænere femkæmperne i, hvordan de kan blive hurtigere på forhindringsbanen.
 
To minutter er ikke lang tid nok til at nå gennem forhindringsbanen. Når man er blandt landets bedste, er det dog tæt på.
 
Danske Daniel Wollbrecth deler sammen med en kineser mændenes verdensrekord: To minutter og 10 sekunder. Sara Hjalager er indehaver af den danske rekord for kvinder, der lyder på to minutter og 18 sekunder. (Red.: I 2022 har Juliane Falsig Hvid sat ny dansk rekord for kvinder på to minutter og 15 sekunder).
Forhindringsbanen er en legeplads. Når vi skal tage en hel bane, er det ulideligt, men at træne på banen og presse sig selv så meget er spændende,” siger hun.
Hun står klar ved banens start. Trænerens fløjte hyler. Hun sætter i løb mod den første forhindring. Igennem tiden har mange stået overfor de samme beton- og metalforhindringer.
Militær femkamp blev udviklet af en fransk officer i 1946, og siden begyndelsen har sporten bestået af de samme fem discipliner som i dag. Den har dog også gennemgået en udvikling, hvor der er kommet mindre fokus på det militære islæt. Eksempelvis anvendes der til skydning andre våben end dem, der benyttes af Forsvaret, og forhindringsbanen løbes i sportstøj i stedet for uniform.
 
Fløjten hyler igen og markerer, at de to minutter er gået. Forpustet sætter Sara Hjalajer sig ned, mens en af de andre kvindelige kæmpere giver hende et klap på skulderen.
 

Sara Hjalager på vej over forhindring nummer seks, der hedder svensk barre.
 
Hjemmeværnet støtter op om sine femkæmpere
De færreste ser landsholdskæmpernes kraftanstrengelser på forhindringsbanen, da den er gemt væk bag hegnet, der omringer Dragonkasernen. Her er et militært identitetskort adgangsbilletten indenfor. Det samme gør sig gældende for dem, der gerne vil være med på landsholdet for militær femkamp, da man enten skal være tilknyttet Forsvaret eller Hjemmeværnet.
 
Sara Hjalager har været medlem af Hjemmeværnet, siden hun forlod Forsvaret efter sin værnepligt i 2012 og begyndte at dyrke militær femkamp. I seks år har hun har været tilknyttet Stabskompagniet hos Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland i Aarhus på trods af, at hun i dag bor i København.
Hun oplever, at kompagniet støtter godt op omkring hendes sport, og hvis hun er i Aarhus, svinger hun ned forbi til kompagniaften.
Hun er langt fra den eneste af landsholdkæmperne, der er medlem af Hjemmeværnet.
 

Sofie Dideriksen springer over banens sidste forhindringer, der består af tre mure.

En af de andre er 20-årige Sofie Dideriksen, der er tilknyttet Hjemmeværnsdistrikt Fyn.
Ligesom Sara Hjalager oplever hun også, at hendes kompagniet støtter hende:
”Hos kompagniet er de rigtig gode til at hjælpe mig,” fortæller hun. Selvom hun dyrker militær femkamp, skal hun stadig opfylde Hjemmeværnets krav om 24 timers tjeneste på et år, hvilket hun blandet andet gør ved at deltage på førstehjælpskurser.
 
 
Femkæmperfamilien
”Du skal ikke op sidde deroppe. Du skal bare væk med det samme,” siger John Kirstein. Han observerer hvordan Sara Hjalager arbejder sig over den irske bænk, der er en træbjælke to meter over jorden. Efter at have afsluttet to minutter testen, træner femkæmperne individuelt på udvalgte forhindringer under vejledning af trænerne, inden de skal løbe banen igennem en sidste gang før aftensmad.

Sara Hjalager svinger sig over den irske bænk igen, og denne gang er hun lidt hurtigere end før.
”Så behøver du vist heller ikke at træne den mere. Den er faktisk meget nemt,” siger John Kirstein med et smil. Det udløser et højlydt grin hos femkæmperne.
 

Sara Hjalager på vej ned fra den irske bænk.

John Kirstein ser det som en vigtig opgaver at skabe et miljø på træningslejrene, hvor der både er plads til at træne fokuseret, men samtidig også at have det sjovt.
At dømme ud fra antallet af opløftende tilråb og high fives mellem femkæmperne, virker det sociale sammenvær til at være ligeså godt som banen er krævende:
Vi spiser morgenmad og aftensmad sammen, så vi hænger jo næsten op af hinanden 24 timer i
døgnet på en træningslejr. Vi er som en lille familie,” siger Sara Hjalager.
Nu står et sidste gennemløb af banen mellem landskæmperne og deres aftensmad. Denne gang løber de en tredje del af banen og holder en pause, før de løber den næste del.

Sidste gang i dag stryger Sara Hjalagers kondisko henover asfalten. De strejfer toppen af de tre betonmure på banens afslutning. Bag hende er de næste femkæmpere allerede sat i gang.
Forpustet når hun målstregen og vender sig øjeblikligt om. Mellem de hurtige åndedræt råber hun opmuntrende til sine holdkammerater. Hun venter med at få vejret, til de også er kommet i mål.
 
 



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring