Af Charlotte Baun Senholt
Det norske hjemmeværn fejrer i dag, 6. december, sin 75-års fødselsdag. Det er en helt særlig dag, og Hjemmeværnet vil gerne benytte lejligheden til at ønske Heimevernet et stort tillykke med de 75 år og samtidig takke for et langt og udbytterigt samarbejde.
Gennem årene har der været et tæt samarbejde mellem det danske og norske hjemmeværn blandt andet omkring uddannelse og øvelser. For mindre end en måned siden var chefen for det norske Heimevernet, generalmajor Elisabeth G. Michelsen, faktisk i København på en chefkonference for hjemmeværnscheferne i Danmark, Norge og Sverige, som chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, var vært for.
På konferencen drøftede de tre chefer blandt andet deres erfaringer fra indsatsen under COVID-19 samt vor tids hybride trusler. De kom også ind på udviklingsperspektiverne for de tre landes hjemmeværn.
Fødselsdag markeres med "Uniform på jobbet"
Som en del af fejringen står Heimevernet bag kampagnen ”Uniform på jobbet-dagen”, så i dag kan nordmændene møde Heimevernets soldater i uniform blandt andet i bussen, bag kassen i butikkerne, hos frisøren, i træningscentret og på mange andre arbejdspladser, hvor man normalt ikke ser personer i militær uniform.
Det er andet år i træk, at Heimevernet gennemfører ”Uniform på jobbet-dagen” for at vise arbejdsgivere, kollegaer, venner og familie, at soldaterne i Heimevernet er en del af Norges nationale beredskab.
Det norske Heimevernet består af 40.000 soldater spredt ud over hele landet
Læs mere om Heimevernet