Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Efter en kort flyvetur fik forsvarsminister Peter Christensen (V) en kopi af en Britten-Normann Defender. Til venstre ses den kommitterede i Hjemmeværnet, Bjarne Laustsen (S) og i midten chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler. Foto: Ole Bo Jensen

Forsvarsministeren overdrager nye fly til Flyverhjemmeværnet

Mandag eftermiddag mødtes forsvarsministeren med medlemmerne af Flyverhjemmeværnets flyvende eskadrille og Hjemmeværnets ledelse for at overdrage de to Britten-Norman Defender fly.

22-02-2016

Af Carsten Engedal

- Tak for indsatsen! Hjemmeværnets nye to-motors fly er en kæmpe ressource for Forsvaret, politiet, beredskabet og det øvrige civile samfund, sagde forsvarsminister Peter Christensen (V) ved den formelle overdragelse af Flyverhjemmeværnets nye kapacitet; to Britten-Norman Defender fly.

Overdragelsen foregik i Roskilde Lufthavn, hvor Flyverhjemmeværnets Flyvende Eskadrille (HVE 270) tog imod forsvarsministeren sammen med Hjemmeværnets ledelse.

- Billedet af de opgaver som skal løses, ændrer sig meget hurtigt i disse år, og den her kapacitet adresserer netop dette behov. Desuden er det jo glædeligt, at vi her får rigtig meget for pengene. Så tillykke med flyene og det gode arbejde med at etablere rammerne for jeres nye kapacitet, sagde Peter Christensen.

Efter den formelle overdragelse af de to Britten-Norman Defender og en teknisk gennemgang ved chefen for Flyverhjemmeværnet, oberst Bernt Christiansen fik forsvarsministeren selv lejlighed til at se nærmere på flyene i aktion på en kort rundflyvning over Roskilde i selskab med blandt andet chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler.

Blandt dagens gæster var desuden chefen for Flyverstaben ved Værnsfælles Forsvarskommando, generalmajor M.A.L.T. Nielsen.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring