Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnet var også med til at støtte Danmarks største cykelløb, Tour de Storebælt, i weekenden. 

Generalprøve på verdens største cykelløb

Danmarks største motionscykelløb, Tour de Storebælt, gav i weekenden Hjemmeværnet mulighed for at afprøve taktik og opgaver forud for Tour de France, hvor Hjemmeværnet får en vigtig rolle.

14-06-2022
​​

Af Jacob Kongsmar
Foto: Bo Nymann

Weekendens Tour de Storebælt blev for både Hjemmeværnet og Politiet en vigtig generalprøve forud for verdens største cykelløb, Tour de France der ruller gennem Danmark om mindre end tre uger. 

​"Vi fik nogle muligheder for at afprøve de systemer, vi har tænkt os at bruge. Vi fik også testet samarbejdet med Hjemmeværnet, hvor vi fik afprøvet nogle af de tanker om, hvordan vi styrer beredskabssluser,” forklarer indsatsleder Steen Aarenstrup ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Militær struktur giver fordele 
En af Tour de France-etaperne kommer til at foregå i Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjællands baghave. Distriktet ligger i Skalstrup ikke langt fra Roskilde, hvor der er Tour-start for 2. etape lørdag den 2. juli.  

Chefen for distriktet, oberstløjtnant Peter Serup, fremhæver fordelene ved Hjemmeværnets militære struktur i forhold til opgaveløsningen under store begivenheder som Tour de France. 

”Som en militær organisation er vi vant til at planlægge, indøve og afprøve vi, inden vi eksekverer, så vi er velforberedte. Det er en klassisk militær disciplin. Under motionsløbet fik vi afprøvet vores planlægning, og det giver nogle gode forudsætninger for, at det hele fungerer optimalt på selve dagen med Tour de France til glæde for både rytterne og de mange, der ser på,” siger Peter Serup.

Både Politiet og Hjemmeværnet er klar til Tour de France, som de kommer til at lægge mange kræfter i. ”Vi har fået pudset tingene af og har forberedt os godt, så vi er klar,” understreger indsatsleder Steen Aarenstrup. 

Vil du også være med til at få verdens største cykelløb sikkert gennem Danmark? 



​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring