”Jeg glæder mig til at få endnu mere interaktion med de frivillige. Selvom jeg som næstkommanderende har bestræbt mig på at være ude ved mange aktiviteter, så får jeg det endnu mere som distriktschef. Det at komme ud og få hilst på samt tilsikre den nødvendige støtte og de optimale rammer er essentielt for alle vores frivillige i Hjemmeværnet,” siger Tobias Tesch og fortsætter:
”Det er super spændende og givtigt at arbejde med frivillige. Det er fantastisk, at folk rent faktisk bruger så meget fritid på det. Så jeg er kun glad for, at jeg kan medvirke til at videreudvikle de frivillige i distriktet til gavn for vores samarbejdspartnere,” siger distriktschefen in spe.
Fast plads i chefkredsen
Regionschef oberst Peter Fausing hilser valget af den nye chef velkommen:
”Det er med stor glæde, at jeg kan ønske major Tobias Tesch tillykke med hvervet som chef for Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland og dermed en fast plads i Landsdelsregion Vests chefkreds samt ikke mindst udnævnelsen til oberstløjtnant den 4. juli 2022.
Tobias er en del af et stærkt hold, der gennem de seneste fire år har udviklet og styrket Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland på en så effektiv måde, at distriktet i dag er et rigtig godt og veldrevet distrikt.
Senest har Tobias som fungerende chef for distriktet demonstreret, at han til fulde forstår at lede og føre et distrikt samtidig med, at distriktet løser operative opgaver som bl.a. grænsebevogtning mod syd samt værtsnationsstøtte på og omkring Esbjerg Havn. Jeg er overbevist om, at distriktets frivillige og ansatte vil tage godt imod deres ”nye” chef”," siger regionschefen.
Tobias Tesch får overdraget kommandoen søndag den 3. juli 2022 efter 3. etape af Tour de France.