Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​​​Peder Frits Nielsen​ ses her yderst til venstre under ø​​velse Eiswolf i Nordtyskland. Foto: Brian Rasmussen/HJV-foto

Når Hjemmeværnet og det civile arbejdsliv går op i en højere enhed

Det, der gør hjemmeværnssoldater til noget særligt er, at de soldatermæssige færdigheder bliver suppleret af civile kompetencer. Denne specielle profil er til gavn for både Hjemmeværnet og den civile arbejdsgiver.

12-12-2022

​​​​​​​​​​​​​​

Af Maja Sander

Hjemmeværnet har en helt særlig plads i hjertet hos Peder, der til dagligt arbejder som SCRUM master for Bankdata (SCRUM er en procesramme til (IT) udvikling - SCRUM masteren en kombineret facilitator/underviser/problemløser).
​​ 
Han mener, at det er vigtigt, at det civile samfund får øjnene op for alle de kompetencer, som en frivillig soldat kan tilbyde. Og han er selv gået i front med opslag på sin private LinkedIn-profil, samt ved at sende kursusbeviser fra Hjemmeværnsskolen til HR-afdelingen hos sin arbejdsgiver. Sidstnævnte gav næsten omgående pote:

”Cirka 14 dage efter at jeg havde sendt det første kursusbevis til HR, blev jeg ringet op. De manglede undervisere til virksomhedens interne kurser, som lå i forlængelse af min jobfunktion, og de spurgte: ’kunne du tænke dig at blive en del af virksomhedens underviserkorps?’”

”Tilsvarende er der noget af det, jeg arbejder med som SCRUM master i forhold til at vejlede og udfordre teams, som jeg med stor fordel kan bruge i Hjemmeværnet både i forhold til rollen som informationsofficer og som underviser.” 
Peder smiler bredt og fortsætter: ”På den måde kan jeg bruge min civile og militære uddannelse både i Hjemmeværnet og på min arbejdsplads. Der er en fantastisk vekselvirkning.” 

En guldgrube af viden og færdigheder 
Gennem tiden har Peder mødt mange frivillige kollegaer, der har omsat kompetencer og færdigheder erhvervet i Hjemmeværnet til liv og virke i den civile verden, og han har en særlig drøm for fremtiden:

”Det er vigtigt at vi italesætter, at medlemmer af Hjemmeværnet har nogle kompetencer, som virksomhederne med fordel kan undersøge nærmere. Der er en guldgrube af viden og færdigheder, som også kan komme virksomheden til gode og som viser, at Hjemmeværnet har en stor samfundsmæssig værdi. Et eksempel er, at vi lærer og vedligeholder vores førstehjælpskompetencer. Det betyder, at vi kan redde liv og førlighed, når vi er indsat, men vi kan også gøre det i vores øvrige fritid eller på vores arbejde.”

FAKTA
- Peder Frits Nielsen har været frivillig i Hjemmeværnet i 37 år. Han har prøvet lidt at -​hvert i sit tid i uniform: fra geværskytte over næstkommanderende kompagni og til rekrutteringsspecialist.
 
- Han er nu landet i rollen som ledende informationsofficer i Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, hvor han sideløbende er med til at uddanne nye rekrutteringsspecialister og informationsofficerer på Hjemmeværnsskolen.

​​​


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring