Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Pressemeddelelse

​I 2017 har Hjemmeværnet leveret 2,4 mio. frivillige timer til indsættelser, uddannelse og opstilling. Billedet er fra patruljeøvelsen Blå Negl. Foto: Morten Fredslund

En uvurderlig samarbejdspartner for Forsvaret og støtte til samfundet

Hjemmeværnet har i 2017 været en eftertragtet støtte for specielt Forsvaret og Politiet og leveret tusindvis af støttetimer til gavn for det danske samfund, viser Hjemmeværnets årsberetning

13-03-2018

Af Hjemmeværnskommandoen

2,4 millioner. Så mange frivillige timer leverede Hjemmeværnet til støtte for Forsvaret, Politiet, Beredskabet og Skat igennem 2017. Herudover kommer opgaven med grænsekontrol, som Hjemmeværnet løste gennem hele 2017, og ikke mindst bidrag til Forsvarets internationale missioner i Mali, Afghanistan og Irak. Det fremgår af Hjemmeværnets årsberetning for 2017.

Både Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet har bidraget til de 2,4 mio. timer, som dækker indsættelser, uddannelse og opstilling. Opgaverne spænder bredt og omfatter bl.a. observationsopgaver, bevogtning af militære installationer og træning af og med Forsvarets soldater på øvelser som Night Hawk.

Nogle af de opgaver, som fik meget offentlig omtale i 2017, var opgaverne i forbindelse med voldsomme vejrfænomener som f.eks. stormen Ingolf i oktober. I alt har Hjemmeværnet leveret 7000 frivillige timer til de største storme i 2017.

Læs om Hjemmeværnets støtte under Ingolf 

 

Øvelser og uddannelse prioriteres

Hjemmeværnet bruger mange timer på uddannelses- og øvelsesaktiviteter, som er med til at sikre, at Hjemmeværnet også fremadrettet kan opstille et frivilligt militært beredskab på højt niveau. Desuden har Hjemmeværnet fokus på samarbejdet med andre lande. Det sker f.eks. gennem kapacitetsopbygning, men også i forbindelse med uddannelsesaktiviteter, der giver et gensidigt fagligt udbytte mellem nationerne.

Danskerne oplever dog oftest Hjemmeværnet i aktion på eftersøgninger af forsvundne personer, når vores fly støtter politiet, ved store kulturbegivenheder, øvelser som Blå Negl, eller når der sker ulykker til søs, hvor Marinehjemmeværnet ofte indsættes. 

Læs om patruljeøvelsen Blå Negl

 

Stabil og trofast støtte

I alt er der blevet kaldt på Hjemmeværnet 2097 gange i det forgangne år, og i 98 procent af tilfældene har Hjemmeværnet været i stand til at levere den ønskede støtte. Til de uvarslede indsættelser, som eks. rydning af farligt fyrværkeri, eftersøgninger eller søredning, har Hjemmeværnet i hele 99 procent af tilfældene kunne opstille det ønskede beredskab.

”I 2017 har Hjemmeværnet endnu engang vist sig som en stabil og trofast støtte, og vores engagerede og kompetente frivillige gør en kæmpe forskel. Jeg ser det som et skulderklap til vores frivillige soldater, at både Forsvaret og samfundet kalder på Hjemmeværnet til en lang række forskellige opgaver”, siger den kommitterede for Hjemmeværnet, Søren Espersen og bliver suppleret af chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly:

”Samtidig er det meget tilfredsstillende, at Hjemmeværnet kan imødekomme ønskerne om støtte i næsten alle tilfælde, uanset om det er varslet eller uvarslet støtte, der efterspørges. Det kan vi godt være stolte af, og det skylder vi vores frivillige stor tak for.”

Læs Hjemmeværnets årsberetning for 2017

Læs mere om, hvilke opgaver Hjemmeværnet løser

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring