Under årets feltøvelse, hvor kompagniets personel skulle "jagte" en gruppe befalingsmænd, blev gruppen transporteret i køretøj frem mod næste opgave. Under transporten blev de angrebet med voldsom og overlegen ild. Imidlertid havde et civilt køretøj "hægtet" sig på transporten, og føreren blev tydeligvis noget overrasket, da han pludselig indgik i overfaldet, hvor en kraftig vejsidebombe gik af. Overfaldet blev støttet af håndvåben og håndgranater, så bilisten fik travlt med at komme væk (se video).
Øvelsen startede fredag aften omkring kl. 20, hvor grupperne, lidt forskudt i tid, mødte ind og fik gjort "Klar til Kamp". Indledningsvis skulle BM gruppen angribe en transformerstation i området nord for Stauning Lufthavn, og det var umiddelbart efter denne opgave, at transporten blev overfaldet. Efterfølgende var køretøjet sat ud af spillet, så patruljen måtte fortsætte til fods mod afslutning og morgenforplejning på Hjemmeværnsgården i Skjern.
Efter sigende klarede BM'erne opgaven godt - i hvert fald lykkedes det ikke at tage nogen af dem til fange.
Foto: Brian Gravesen
Redaktion: Ernst Christensen