Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Politikompagni Københavns Vestegns støtte til Københavns Vestegns Politi

Der er et tæt samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og Politikompagni Vestegnen, som støtter politiet med mange forskelligartede opgaver.

02-08-2015

Politihjemmeværnskompagni Københavns Vestegn: En stor støtte til Københavns Vestegns Politi

Over 2000 timer har Politihjemmeværnskompagni Københavns Vestegn hjulpet Københavns Vestegns Politi i 2014 med alt lige fra afspærring ved brande til store færdselsreguleringer i alle kredsens kommuner - og der er et nært samarbejde mellem politikompagniet og Vestegnens Politi.

 

Det er en kold dag i februar, hvor 27-årige Menig Ditte Geisborg og 27-årige korporal Brian Jensen skal hjælpe med at få trafikken til at glide i Glostrup i forbindelse med åbningen af et nyt butikscenter. Brian, der har været fire år i Hjemmeværnet, har taget en fridag fra sit daglige arbejde som VVS’er, for at kunne hjælpe til.

 

For Ditte, der er sygeplejerske og læser antropologi, gør det en afgørende forskel at give en hjælpende hånd

 

-      Jeg ser det ikke som et arbejde at være en del af Politikompagniet, men som min borgerpligt. Ved at give en hjælpende hånd, gør jeg noget godt for samfundet og mine medborgere, og det giver værdi for mig, fortæller Ditte.

 

I dette års første måneder har politikompagniet allerede støttet Københavns Vestegns Politi med 1043 timer, hvor opgaverne har varieret mellem gerningsstedsafspærring, observationsopgaver, trafikregulering og transportopgaver.

 

Frivillig hjælp, der gør en forskel

Der er et tæt samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og Politikompagni Vestegnen, som støtter politiet med mange forskelligartede opgaver.

 

-      Jeg er rigtig glad for og stolt af, at vi her på Vestegnen har vores eget politihjemmeværnskompagni. Vi har i det daglige et rigtigt godt samarbejde. De er yderst professionelle og veluddannede og altid klar til at hjælpe. Både når det gælder færdselsregulering eller afspærring af gerningssteder, men også i situationer med voldsomt vejr. I disse særlige situationer kan vi slet ikke undvære de frivillige, siger politidirektør Kim Christiansen og chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard.

 

Uddannelse, træning og et stort engagement

Det kræver både uddannelse, masser af træning og et stort engagement at kunne løse opgaverne i Politikompagniet. 

 

-       Vi har et godt samarbejde med særligt Københavns Vestegns Politi, og det er glædeligt at se den store anerkendelse og positivisme de frivillige mødes med både af politiet, men også borgerne. Københavns Vestegns Politis ledelse har fokus på ordentlige vilkår for Politikompagniet og herunder de polititjenestemænd, der har valgt at involvere sig i kompagniledelsen, siger kompagnichef og kaptajn/politibetjent Daniel Benner.

 

 Fakta

Politikompagni Vestegnen er det eneste politikompagni i Københavns Vestegns politikreds og er specialiseret i at yde direkte støtte til politiet.

Politikompagni Vestegnen løser politimæssige opgaver inden for kategorierne transport, trafikregulering, stormberedskab, observation (monitering?), humanitære eftersøgninger og gerningsstedsafspærringer foruden at kompagniet kan løse egentlige militære opgaver.

Der er ca. 65 borgere i den aktive styrke, og der er over 200 tilmeldt i reserven. Kompagniledelsen beklædes af polititjenestemænd.

Borgere der er interesseret i ​at høre nærmere om mulighederne i Politikompagniet er velkommen til at rette henvendelse til Daniel Benner på e-mail kc@povest.dk eller tlf. 7258-7386.


Artiklen er skrevet af Michelle Lorry Kofoed, kommunikationskonsulent ved Københavns Vestegns Politi.

​​



Politikompagni 3.JPG

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring