Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Æret være hans minde


KP Carsten Dyrkilde er desværre trådt af permanent

14-01-2023


Kompagniets samarbejdspartner KP Carsten Dyrkilde fra Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster er desværre gået bort.

Distriktet har skrevet en lang og flot artikel om Carsten, som du kan læse her: Artikel om CD​

- og som er gengivet nedenunder også: 




Mistet vellidt soldat

Carsten Dyrkilde er afgået ved døden d. 12, januar 2023

13-01-2023

Carsten Dyrkilde

Det er med dyb sorg, at Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster må meddele, at korporal Carsten Bo Dyrkilde den 12. januar 2023 er afgået ved døden efter længere tids sygdom.

Carsten Dyrkilde forrettede tjeneste i S4-sektionen ved Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster som forsyningshjælper, som distriktets primære sagsbehandler på etablissementsområdet, som distriktets assisterende sikkerhedsofficer, og som en engageret og flittig medarbejder, der tog ansvar for og tilbød sig selv som støtte til et utal af distriktets øvrige opgaver.

Carsten var en medarbejder, der forlangte meget - af distriktets frivillige, af sine kolleger og af sine foresatte - men Carsten var også en medarbejder og kammerat, der gav mere af sig selv tilbage, end han forlangte af andre. Carsten gav sig selv mindst 110 % som soldat og medarbejder ved distriktet; han sparede ikke sig selv, og var altid til rådighed for distriktets kompagnier – uanset hvornår på døgnet de ringede eller skrev til ham.

Tjenesten som soldat ved Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster var en af hjørnestenene i Carstens tilværelse. Carsten knoklede for at skabe de bedst mulige vilkår for distriktets opgaveløsning, og de bedst mulige rammer for kompagniernes og de frivilliges hjemmeværnsvirke – ofte også når han egentlig var befalet til at holde fri.

Carsten var en åbenmundet og ligefrem soldat, der ikke var bange for at sige sin mening til høj såvel som lav. De, der hørte efter, opdagede som oftest, at Carsten havde ret i sine bemærkninger. Og de, der kunne argumentere imod ham, opdagede, at Carsten heller ikke var bange for at indrømme, når han tog fejl. Hans ligefremme og ærlige natur og hans tjenstivrighed og hjælpsomhed gjorde Carsten vellidt, ikke blot blandt Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falsters personel, men også langt uden for distriktets område. Han vil blive savnet.

Carsten blev indkaldt som konstabelelev ved Gardehusarregimentet i Næstved 1. februar 1983. Efter tjeneste ved Gardehusarregimentet og Sjællandske Livregiment i perioden 1983 - 2000, gjorde Carsten fra 2001 tjeneste som stabshjælper ved Militærregion Sjælland, Lokalforsvarsregion Sjælland og Totalforsvarsregion Sjælland, inden han 1. januar 2011 kom til Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster.

Carsten var senest i fuldt vigør under distriktets skydeperiode i Borris i maj 2022, hvor han var ansvarlig for – støttet af en række frivillige hjælpere – at organisere og levere forplejning til de over 200 soldater, der deltog i skydeperioden. En opgave, der på vanlig Carsten-manér blev udført højrøstet og til alles fulde tilfredshed. Kort efter blev Carsten alvorligt syg. Igennem sin sygdomsperiode har Carsten holdt kontakten ved lige med distriktet, og vi har forsøgt at støtte Carsten og hans familie så godt vi kunne gennem sygdomsperioden.

Ud over arbejdet og soldaterlivet var Carstens store kærlighed sin datter og sit barnebarn. I sin fritid fandt Carsten fra tid til anden også tid til at skrue på og køre med Amerikanerbiler. Vore tanker går til Carstens efterladte.

Ære være Carsten Bo Dyrkildes minde!

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring