Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Netværk og erfaringsudveksling med kollegerne er en vigtig del af den årlige Chefsamling for frivillige og faste chefer. På lørdag mødes de på ny i Kolding. Arkivfoto: Ole Friis 

Frivillige og faste chefer mødes til Chefsamling i Kolding

Hjemmeværnets frivillige chefer ser frem til Chefsamlingen på lørdag, hvor de håber på at få ledelsens svar på den fremtidige kurs.

10-01-2018

Af Charlotte Baun Senholt
”Hvor er Hjemmeværnet på vej hen?” 
Det er et centralt spørgsmål, som de frivillige underafdelingschefer håber på at få belyst, når de på lørdag 13. januar mødes til den årlige Chefsamling i Kolding, hvor omkring 230 deltagere har meldt deres ankomst.
 
Det er den første Chefsamling med Hjemmeværnets nye ledelse, generalmajor Jens Garly, og kommitteret Søren Espersen. Derfor har de frivillige chefer også store forventninger til at møde makkerparret og høre netop deres bud på, hvor Hjemmeværnet er på vej hen.
 
”Jeg håber på at få en klar melding fra Jens Garly om, hvordan han ser fremtidens hjemmeværn i lyset af de besparelser og effektiviseringer, som Hjemmeværnet skal gennemføre. I mit kompagni kan vi allerede nu mærke ændringer blandt andet ved, at vi skal gennemføre flere uddannelser lokalt, der tidligere blev kørt på distriktsniveau. Det tærer på vores ressourcer,” siger den 58-årige kaptajn Karsten Frimann, der er chef for Hjemmeværnskompagni Ulvsund ved Vordingborg. Karsten Frimann har været en del af kompagniets ledelse i mange år.
 
Udlevering af materiel
 
Også kompagnichef Lotte Klærke fra det relativt unge Hjemmeværnskompagni Aros fra Århus ser frem til at høre chefernes tanker om kursen for Hjemmeværnet. Men hun håber også på at få nogle mere håndfaste svar på, hvornår kompagniet kan se frem til at få udleveret lovet materiel.
 
”De soldater fa kompagniet, som blev certificeret til Hjemmeværnets Beredskabsstyrke sidste efterår, har fået stillet i udsigt, at de får ny beskyttelsesudrustning. Det er endnu ikke kommet, så jeg håber på at få nogle mere konkrete svar på, hvornår det sker,” fortæller Lotte Klærke, der med sine 33 år hører til blandt de yngre frivillige chefer.
 
Begge chefer er til gengæld glade for, at Chefsamlingens mødemateriale på forhånd er blevet tilgængeligt på HJV.DK bag login, så de har fået mulighed for at sætte sig ind i de forskellige emner. 
 
”Så kan vi koncentrere os om at få en dialog om de overordnede temaer og forhåbentlig også få tid til at pleje netværket med chefkollegerne. Det er en vigtig gevinst ved Chefsamlingen,” siger Lotte Klærke og Karsten Frimann.
 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring