Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Briefing

Landsøvelsen bruges til træning af færdigheder.

En af de nyere uddannelser, der tilbydes i Hjemmeværnet er uddannelsen til Taktisk leder Hjemmeværn, forkortet TAKLE.

06-06-2016
Uddannelsen svarer til at være indsatsleder, men i hjemmeværnsregi. Den taktiske leder styrer en hjemmeværnsenhed i løsning af opgaver til assistance for politiet. Den taktiske leder er uddannet i konflikthåndtering, føringsvirke, tjenestekendskab og i almindelig hjælp til politiet.
Under landsøvelsen blev dette muligt for Taktisk leder Hjemmeværn, delingsfører 1.del OS Heine Henning fra Politikompagni Skive-Krabbesholm.
Hjemmeværnet blev rekvireret af Politiet til at assistere ved et alvorligt trafikuheld med flere tilskadekomne. Scenen for trafikuheldet var sammenkørsel mellem to personbiler og en bybus midt i Hedensted.
OS Heine Henning ankom til ulykkesstedet som leder for 2 grupper med i alt 12 soldater. Første opgave ved skadestedet var at lave en ydre afspærring, sikre adgang for beredskabet, oprette venteplads for de tilskadekomne og for de døde. Dernæst assisterede de beredskabet med at få tilskadekomne ud af bilerne og bussen. Der blev også fundet landingsplads til lægehelikopteren. På skadestedet assisterede hjemmeværnssoldaterne også med at yde livgivende førstehjælp som hjertemassage og støtte til beredskabet med frigørelse af fastklemte personer. I alt var der 14 tilskadekomne.
Hvert 15. minut mødtes indsatslederne for Brand, Falck, Politi og Hjemmeværn til briefing. Denne briefing er vigtig for at prioritere ressourcerne og få overblik, da sådanne ulykkessteder ændrer sig hele tiden.
”Og det med at have overblik er vigtigt. Som eksempel kan nævnes, at vi havde oprettet en venteplads for frigjort personel. Derved blev det hurtigere at finde folk til nye eller ændrede opgaver på ulykkesstedet.  Det har jeg lært på uddannelsen. Jeg har også lært, at jeg skal forholde mig passivt på ulykkesstedet, så jeg er fri til at uddelegere opgaverne. Jeg synes selv, at øvelsen gik rigtig godt. Mine folk gik til opgaverne med krum hals og jeg fik trænet mine færdigheder som Taktisk leder Hjemmeværn. Vi fik stor ros fra de andre indsatsledere. De sagde, at vi var ”dagens bedste oplevelse”, afsluttede en tilfreds Taktisk leder Hjemmeværn, OS Heine Henning, delingsfører 1. del, Politikompagni Skive-Krabbesholm.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring