Sommertogt 2015

 

 Kort efter var der både torden og lynild, og regnen skyllede ned, men det afholdt nu ikke en masse meget nysgerrige turister fra at ville vide hvorfor et krigsskib så pludselig kunne finde på at komme til en lille og fredelig havn som Langballigau, men det var nok heller ikke hverdagskost at få besøg af den slags skibe.

 

Man ville vide alt om skibets funktioner og hvad det ellers bliver brugt til. Man var da også behørigt imponeret over den alsidighed der ligger i et sådant skib.

 

 

 

Lidt senere hen sidst på dagen blev vi inviteret hen til det tyske redningskorps, hvor der var stillet et telt op og der blev udvekslet mange forskellige informationer. En del af folkene kendte hinanden fra det samarbejde der eksisterer mellem det tyske og danske korps igennem de senere år.

 

 

 

Hen på aftenen blev de tyske kollegaer inviteret på vort skib, hvor der var hyggelig komsammen et par timer inden det blev tid til at komme til køjs.

 

 

 

 

 

 

Op igen efter en lang og særdeles blæsende nat med regn on rusk, og derefter flaghejsning kl. 07.00 inden der kl. 08.00 var kaffe og tyske rundstykker, friske og lige fra udsalget.

 

Senere almindelig rengøring og klargøring af skibet.

 

 

 

Efter middagsskafningen var der åbent hus, og det vrimlede med turister fra nær og fjern rundt på skibet, midt på eftermiddagen arriverede en dansk redningshelikopter, og sammen med det tyske redningskorps udførte de en større øvelse på vandet, hvor man hentede folk op fra vandet imens en stor skare så til fra kajen og stranden.

 

 

 

Undertegnede blev sat ud på vores egen gummibåd hvor vi skulle give opvisning i at samle mennesker op fra vandet. Første forsøg kiksede dog en smule, men vedkommende kom da op levende, og det må man jo så være glad for. De næste mange gange gik det strygende med at samle egne og tyskere op fra vandet og man følte sig som en lille dreng der legede rundt ved vandet, men vort udstyr er også særdeles effektivt, og vi fik stor ros fra tilskuerne der så til.

 

 

 

Sidst på eftermiddagen blev skibet lukket for offentligheden og klokken 18.00 vandrede hele flokken til det store telt man havde sat op inde på egnet plads. Tyskerne var ikke blot gode til at redde folk fra havets genvordigheder, men også rigtigt gode til at grille kød og pølser, så det blev en rigtig hyggelig aften sammen med vore tyske venner.

 

 

 

De havde været en særdeles vellykket dag og jeg tror hele besætningen følte, at man havde repræsenteret vores land ret godt for vore mange tyske venner, i hvert fald at dømme efter de mange positive udtalelser fra tyskerne.

 

 

 

 

 

 

Igen på stikkerne ved 06.00 tiden og der var ikke meget gang i sagerne til at begynde med. Vejret var også lidt anderledes den dag, vinden var i sydøstlig retning, overskyet og med let regn.

 

 

 

Men det lykkedes til sidst for de hårde drenge og piger at komem lidt i gang igen. Det var jo noget af en lang nat. Vi afgik fra Langballigau lidt efter kl. 09.00 med kursen sat mod Søby. Skibet skulle på værftet der, for at få udført nogle mindre reparationer.

 

Lidt uden for Pøl måtte farten nedsættes grundet den nu ret kraftige vind og bølgernes hårde slag imod skroget. Lidt efter middag anløb vi Søby.

 

 

 

Derpå blev jeg sendt afsted med hovmesteren på provianterings indkøb til den lokale brugs, og efter klokken 15.00 gik turen så videre mod nord, op gennem Lillebælt.

 

 

 

Ud for Helnæs fyr ankom en af de store redningshelikoptere. Der blev smidt en redningsflåde ned i vandet og to mand satte ned i den fra helikopteren. De ramte flåden meget præcist i det urolige vejr og derefter blev flåden halet op på skibet, hvor de måtte assistere to frivillige der vovede pelsen ved at lade sig hejse op i den larmende maskine. Jeg var en af de to der tog chancen. Efter at jeg havde fået selen på tog det kun få sekunder før jeg blev grebet i nakken og halet indendørs i helikopteren. Vi blev derpå fløjet nogle gange henover skibet der så ganske slille ud oppe fra vores fugleperspektiv. Fra vi blev hevet op og til vi atter satte foden på det gyngende dæk, gik der knap nok 10 minutter. Turen gik videre op gennem bæltet og godt 22.30 blev der kastet anker ud for Lindøværftet i Odense fjord, og så vankede der friske jordbær til alle mand. Det gjorde lykke!.

 

 

 

Der blev sat ankervagt og jeg, stakkels mand, blev sat til sidste time på hundevagten, mellem klokken 03.00 og 04.00, heldigvis kun en time...

 

 

 

 

 

 

I sving kl. 06.15. I det mindste var vejret nogenlunde roligt i dag med en del sol. Kursen blev sat mod Odense centrum kl. 08.00 og et par timer efter lå vi ved kajen i centrum af byen, efter at være sejlet ind gennem den smalle kanal mod byen.

 

 

 

Vi blev liggende i byen det meste af dagen for at få udført forskellige arbejder på skibet og derefter var hele besætningen en tur på Jernbanemuseete hvor man fik nogle timer til at gå.

 

 

 

Vi afgik fra Odense igen klokken ca. 16.30 og lidt før Lindøværftet lød alarmen for en redningsaktion. En årvågen udkig havde observeret en mindre 22 fods motorbåd, liggende på siden i det lave vand hvor den var strandet. Det skulle vise sig at på denne båd befandt der sig en ældre kvinde og hendes søn, begge fra Mors. De signalerede med jakker og hvad der ellers var for hånden at de var i knibe.

 

 

 

Gummibåden blev i en fart klargjort og sendt over mod den strandede båd. Den kom dog ikke særlig nær på båden, kun ca. 3-400 meter, og skruen på gummibåden fik nogle hak og skrammer.

 

 

 

Derpå forsøgte man at finde en vej nærmere mod båden, hvilket ikke lod sig gøre, så der var kun en mulighed tilbage, nemlig at spadsere derhen, hvilket også blev udført. Det var alligevel svært at gå så langt som disse små 400 meter i vand til knæene. Mellem gummibåden og den strandede båd lå et lille stykke land, måske små 100m langt.

 

 

 

Man fik så kontakt med disse to personer ombord, der havde siddet der siden kl. 13.30, formodentlig ikke med den store fornøjelse. Man fik dem sendt ud på en længere spadseretur gennem det lave vand og uden videre forviklinger blev de begge bjerget ombord på skibet og placeret i en varm messe med en varm kop kaffe, et varmt bad samt tørt tøj som de selv havde med i plastikposer.

 

 

 

Efter længere forklaring stod det fast at den unge mand just havde erhvervet båden og de var såmænd bare undervejd til Mors med denne båd. Den var svær at sluge og næsten ikke til at tro på, en båd af denne type, med en ødelagt maskine og kun en lille bitte påhængsmotor, uden strøm, lys, ingen kommunikationsmuligheder bortset fra en mobiltelefon som mange steder er uden funktion, hvilket den unge mand ikke havde nogen ide om, ej heller hvor langt det egentlig var han skulle sejle, og så i den kraftige blæst og uden redningsveste. De skulle prise sig lykkelige for at de strandede inde i fjorden inden de nåede ud på det åbne hav.

 

Ved højvandet indtræden blev det besluttet at gøre et forsøg på at bjerge båden med gummibåden og en lang slæbetrosse. Det lykkedes at slæbe båden fri og ud på dybere vand, man måtte gå ved siden af båden og skubbe den gennem små 200 meter før man nåede dybere vand.

 

 

 

Klokken 23.45 var aktionen gennemført med success efter godt 5 timers intenst arbejde, og de to uheldige, eller heldige, havarister blev installeret i messen for natten.

 

 

 

 

 

 

For en gangs skyld en rolig nat med god og uforstyrret søvn, og efter morgenskafningen skulle vi så tage afsked med vore havarister, hvilket gik for sig på følgende måde;

 

Den unge mand mente han kunne sejle båden over til den lille havn Klintholm, et par sømil borte. Det meste af besætningen så til da han fik startet påhængsmotoret, der hang mere eller mindre løst på bådstigen agter, og sat fast med et bræt hvori der sat nogle store søm. Da han begyndte at bakke slog motoren sig mere eller mindre løs fra sit lidt bizarre hæfte, og det var et hled at den ikke røg i vandet. Derpå motoren frem og med et bump direkte ind i kajen ved Lindø, hvor vi havde ligget natten igennem. Derpå blev gummibåden så atter aktiveret og en slæbetrosse over, og så tøffede man afsted med havaristerne.

Vi afgik derfra lige efter, efter at have afleveret havaristerne på rette sted, hvor båden kunne transporteres til Mors med lastbil,  hvilket man nok må sige at være en ret sikker løsning.
Med kursen sat i nordlig retning stod det i løbet af formiddagen klart, at en fra besætningen tilsyneladende blev syg med stærke mavesmerter til følge. Da det blev værre besluttede man at anløbe Århus havn for at få bragt vedkommende til hospitalet og hurtigst muligt under kyndig lægebehandling. Klokken 14.00 anløb vi havnen, og en ambulance stod klar til videre befordring af den nu ret syge person, alt sammen takket være den gode kommunikation mellem skibet og JOC. (det gamle SOK).