Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Kvindelige Marineres Musikkorps og dirigent Jakob Lange står lørdag klar med god underholdning i maritime omgivelser ude på Holmen.

Kom til efterårskoncert på Holmen

Befrielsesåret bliver markeret med blandt andet Liva Weels kendte melodier, når Kvindelige Marineres Musikkorps lørdag 3. oktober holder deres traditionelle efterårskoncert. Det sker på Søværnets Officersskole på Holmen, og alle er velkomne.

29-09-2015
​Af Lone Heide Lange og Ninna Falck

Kvindelige Marineres Musikkorps afholder i år efterårskoncert i de smukke og historiske omgivelser på Søværnets Officerskole på Holmen. Det sker mere præcist:

Lørdag den 3. oktober klokken 14.00 til ca. 16.00
H.C. Sneedorffs Allé 3, 1439 København K

Alle er velkomne, så kom og få en festlig eftermiddag i selskab med damerne fra Kvindelige Marineres Musikkorps. Der er gratis entré, og orkestret byder også på en lille forfriskning i pausen. Hele arrangementet forventes at vare et par timer.
 
Tema: 70-året for Danmarks befrielse
Kvindelige Marineres Musikkorps fejrer 70-året for Danmarks befrielse ved koncerten og spiller musik fra dengang, Montgomery krydsede grænsen og befriede Danmark.
 
Hør Liva Weels kendte melodier og Glenn Millers muntre toner, og lyt til operasangerinde Dorthe Elsebeth Larsen, som vil synge danske sange akkompagneret af musikkorpset.
 
Kong Christian d. 10., som regerede fra 1912 til 1947, blev en samlende figur for befolkningen under besættelsestiden. Her var han ikke mindst berømt for sine daglige rideture rundt i København. Kvindelige Marineres Musikkorps vil til koncerten spille den mere sjældent fremførte ’Kong Christian d. 10.’s March’.
 
Nazisternes besættelse af Danmark 9. april 1940 og befrielsen 4. – 5. maj 1945 fylder stadig meget i den danske bevidsthed, som de mange markeringer af befrielsen i løbet af året også har understreget. For Hjemmeværnet, der udsprang af modstandsbevægelsen, har 70- året haft stor betydning, og det er derfor et naturligt tema for efterårskoncerten.
 
Kvindelige Marineres Musikkorps – som i dag er en del af Marinehjemmeværnet – blev oprettet i efterkrigstiden i 1948 og kan således om få år selv fejre 70 års jubilæum.
 
Herunder:
Et helt nyt 'Kvindelige Marineres Musikkorps' marcherer gennem Købehavn med Gefionspringvandet ved Kastellet i baggrunden.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring