Den 12/11 blev en meget lærerig, kold og sjov dag, hvor 20
mand fra kompagniet gik på med grum hals. Efter udlevering af materiel og
klargøring blev der trænet afsidning af køretøj i de trygge rammer på
Hjemmeværnsgården. Så gik turen mod Skydebanen i Søgård hvor der selvfølgelig
blev rig lejlighed til at afprøve de nye færdigheder. Fjenden angreb køretøjerne
lige ved skydebanen, men blev hurtigt og effektivt nedkæmpet.
Derefter blev der øvet patrulje med henholdsvis
tilbagetrækning og ildoverfald. Efter en velfortjent og velforberedt frokost
gik turen videre til skarpskydning. At skyde fra 300 m og ramme er en
udfordring men efter nogle indskydninger blev resultatet godt.
Sidst på eftermiddagen skulle gruppen retur til området
omkring Hjemmeværnsgården i det gamle Kær øvelsesterræn. Gruppen skulle
observere mod et objekt uden at blive opdaget af fjenden som selvfølgelig var
talrigt repræsenteret i området. Efter noget tid med overvågning og meldinger
fik gruppen ordre på at lave et samlet ildoverfald. Med fjenden nedkæmpet blev
øvelsen afsluttet med oprydning og rengøring af våben.