Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Uddannelse i Hjemmeværnet

Uddannelse i Hjemmeværnet

Set udefra er hjemmeværnet en stor landsdækkende uddannelsesinstitution for voksne, hvor mange tusinde danskere hvert år – frivilligt – uddanner sig til at kunne sikre og beskytte det danske samfund. En effektiv uddannelse og løbende efteruddannelse af medlemmerne er nemlig forudsætningen for, at hjemmeværnet kan løse sine opgaver.
Nye medlemmer, der ikke har aftjent værnepligt, skal inden for de første tre år gennemføre 250 timers uddannelse. Heraf skal de inden et år gennemføre hjemmeværnets grundskole, som er en bred indføring i basale færdigheder som førstehjælp, grundlæggende skydetræning, ABC-uddannelse (beskyttelse mod kemiske og biologiske angreb), skytte- og felttjeneste samt almindelige tjenesteforhold i hjemmeværnet. Denne uddannelse varer 100 timer.
Efter endt grunduddannelse fortsætter det enkelte medlem af hjemmeværnet med gennemgang af yderligere funktionsuddannelse, feltmæssig uddannelse, enhedsuddannelse og for nogle måske befalingsmandsuddannelse, officersuddannelse og chefuddannelse.
Gennem uddannelserne bliver den enkelte i stand til at varetage sin funktion som f. eks. maskingeværskytte, panserværnsskytte, sygehjælper, hundefører, stabshjælper, luftmelder, ABC- beregner og navigatør – for blot at nævne nogle få. Enhedsuddannelserne træner de enkelte enheder som grupper, delinger og kompagnier i at løse deres opgaver. Ligeledes uddannes og trænes besætninger til hjemmeværnets skibe.
Uddannelserne til befalingsmand, officer og chef giver hver på deres niveau medlemmerne kompetencer til at lede i praksis. Dertil kommer specialuddannelser som fartøjsbefalingsmand, gruppefører i politihjemmeværnsenheder, forsyningsbefalingsmand, forbindelsesofficer m.v.
Den omfattende grund-, videre- og efteruddannelse giver medlemmerne kompetencer, som også er af værdi uden for hjemmeværnet. Det gælder for eksempel sanitets- og informationsuddannelser samt instruktør- og ledelsesuddannelser.
Hjemmeværnsskolen er hjemmeværnets centrale uddannelsesinstitution. Skolen har ansvaret for det faglige indhold i alle hjemmeværnets uddannelser og samarbejder med Forsvarets skoler. Undervisningen forgår dels centralt på hjemmeværnets to uddannelsessteder i Nymindegab og Slipshavn og som fjernundervisning med brevskoler og it-baseret undervisning, dels decentralt ved lokalforsvarsregionerne og de enkelte distrikter.
Derudover tilbydes civile at deltage på ledelseskurser ligesom Hjemmeværnsskolen gennem mange år har gennemført især instruktør- og ledelseskurser i de baltiske lande i forbindelse med hjemmeværnets deltagelse i Forsvarsministeriets østsamarbejde.
Uddannelsen er grundlaget for, at hjemmeværnets medlemmer på kompetent vis kan løse de pålagte opgaver.​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring