Topbanner

Nyhed

​I Assens Havn hjalp frivillige fra Hjemmeværnet med at lægge sandsække ud. Foto: Winnie Svensson Rasmussen

Fyldte sandsække hele natten

Læs beretninger fra nogle af de mange hundrede frivillige, som var indsat under stormfloden, der ramte de sydøstvendte danske kyster 4. og 5. januar og førte til historisk høje vandstande flere steder i landet.

06-01-2017
 
Af Charlotte Baun Senholt
 
Der var stærke naturkræfter på spil, da det sydlige Danmark blev ramt af stormflod. Beredskabet trak på assistance fra ikke mindre end 562 HJV-soldater, som var i aktion og hjalp med blandt andet at fylde og udlægge sandsække, afspærre havne og veje for at holde nysgerrige stormflodsturister væk og patruljere langs diger. Hjv.dk har talt med en håndfuld HJV-soldater fra nogle af de berørte området.
 
Forsyningsbefalingsmand Søren Ebbesen fra Hjemmeværnskompagni Billund knoklede i beredskabscentret i Kolding fra onsdag aften til tidlig torsdag morgen kl. 4, hvor han og 30 andre HJV-soldater fyldte tusindvis af sandsække, der blev læsset på paller og kørt ned til havnen i Kolding.
 
”Vi arbejdede nonstop, så der hele tiden var nye sandsække klar. Selv om det var en hård omgang og mine muskler stadig er ømme, så var jeg ikke et sekund i tvivl i om, at jeg selvfølgelig skulle af sted for at yde en indsats i beredskabet. Det er derfor jeg er i Hjemmeværnet for at gøre en forskel.” 
 
Indsatsen med at fylde og lægge sandsække i havnen har fået stor ros fra Kolding Kommune.
 
"Pludselig steg vandet meget hurtigt”
 
Forsyningsbefalingsmandsmand Bente Elkrog fra Politikompagni Assens var på stikkerne i godt 22 timer og var med til at koordinere omkring 50 fynske HJV-soldaters indsats med at fylde sandsække og senere afspærre vejene ved det totalt oversvømmede havneområde i Assens, hvor vandet nåede op på 170 cm over normalen.
 
”Jeg blev faktisk virkelig overrasket over, hvor meget knald der var på vandet, som pludselig steg meget voldsomt, så vi på et tidspunkt selv blev evakueret fra havnen. Men det var også en spændende opgave, der viste, at vores beredskab bare virker, og at vi hurtigt kan omstille os. Alle vidste, hvad de skulle.”
 
Uventet opgave i Dragør
 
For rekrutteringsofficer Per Cedervang fra Politikompagni Amager gav stormfloden en noget uventet opgave.
 
”Efter vi havde fyldt hundredvis af sandsække i Dragør blev jeg og fire andre HJV-soldater akut sendt ud til en afsidesliggende gård i kommunen for at hjælpe gårdejerne med at stable adskillige sandsække op foran deres lade.  Inde i laden stod vel mindst 50 køer, som de var meget nervøse for, fordi de ikke ville kunne tåle eventuelt indtrængende saltvand fra Øresund, som var faretruende tæt på. Så selv om deres vandpumpe pumpede 10.000 liter vand væk i minuttet, havde de behov for de ekstra hænder til at lægge sandsække ud. De var virkelig umådelig glade for vores håndsrækning.”
 
Godt samarbejde i nattekulden
 
Gruppefører Danny Pedersen fra Infanterikompagni København var indsat både i Dragør Havn og i Hvidovre, hvor beredskabet havde lagt såkaldte Watertubes ud for at hindre en eventuel oversvømmelse af lokalområdets boliger.
 
”Det var meget hektisk i Dragør Havn, fordi der var så mange nysgerrige, som vi skulle holde væk. I Hvidovre var jeg med til at afspærre indfaldsvejen til Hvidovre Strandvej. Selv om det var hundekoldt og mørk nat, var der en god stemning og en teamspirit mellem os og de andre i beredskabet. Jeg har det fint med at gøre en tjeneste for samfundet og have været med til at afværge en eventuel katastrofe. Så selvfølgelig stiller jeg op igen, hvis der bliver brug for min hjælp.”
 
 

 Seneste nyheder

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224