Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnets beredskabsstyrke

Skærpet krav og et årligt tilbagevendende uddannelses- og certificeringsprogram danner rammen om Hjemmeværnets beredskabsstyrke.

07-07-2017

Af Hjemmeværnskommandoen

Det centrale omdrejningspunkt for Hjemmeværnet er, som en frivillig militær beredskabsorganisation, at uddanne soldater, der i en krisesituation kan indsættes med våben til bevogtning og overvågning.
 
Siden 2015 har Hjemmeværnskommandoen, bl.a. efter anmodning fra Værnsfælles Forsvarskommando, arbejdet med at nedsætte reaktionstiden for at soldater fra Hjemmeværnet vil kunne indsættes til bevogtning af installationer, hvis den aktuelle sikkerhedssituation gør det nødvendig hurtigt at forstærke den normale bevogtning.
 
Etableringen af Hjemmeværnets Beredskabsstyrke, tager afsæt i det eksisterende beredskab for Hjemmeværnets landbaserede enheder, dog suppleret af en særlig høj uddannelsesmæssig status. Styrken er ikke er en erstatning for eksisterende kapaciteter og enheder i Hjemmeværnet, men er en samlende betegnelse for de soldater i den aktive styrke, der har gennemgået det årlige tilbagevendende uddannelses- og certificeringsprogram.
 
Vil du være med?
En soldat i Hjemmeværnets Beredskabsstyrke har gennemgået alle uddannelser tilknyttet løsningen af bevogtningsopgaven, herunder skydning, førstehjælp samt en fysisk test. Dertil kommer den årlige certificeringsøvelse, der gennemføres ved landsdelsregionerne, og hvor den enkelte får genopfrisket de vigtigste elementer fra den lovpligtige uddannelse samt enhedsuddannelsen. Medlemskab af Hjemmeværnets beredskabsstyrke kræver herudover en chefgodkendelse i forbindelse med gennemgangen af den årlige certificeringsøvelse.
 

Fakta:

  • Beredskabsstyrken skal have en størrelse på minimum 1.500 medlemmer ved udgangen af 2018.

  • Indholdet af certificeringsøvelsen er under udarbejdelse ved Hjemmeværnskolen.

  • Certificeringen af egnede kandidater forventes at begynde i løbet af efteråret 2017.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring