Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed


Relevansen af Hjemmeværnets støtte er ifølge danskerne på det højeste niveau i 12 år.

Danskerne mener, Hjemmeværnets støtte er blevet mere relevant

Den seneste undersøgelse om danskernes holdning til Hjemmeværnet viser, at 9 ud 10 danskere mener, at Hjemmeværnet bidrager til at løse relevante samfundsopgaver. Samtidig mener 9 ud af 10, at Hjemmeværnets støtte til militære opgaver er vigtig.

13-01-2017

Af Thilde Lejre og Kristian Lykkestrand

Relevansen af Hjemmeværnets støtte er ifølge danskerne på det højeste niveau i 12 år. Det viser den årlige undersøgelse om danskernes holdninger til Hjemmeværnet, som Danmarks Statistik har udarbejdet på baggrund af 1909 danskeres svar.

7 ud af 10 danskere svarer, at Hjemmeværnets støtte til politiet er blevet mere eller meget mere relevant over de senere år. Det samme gør sig gældende for 6 ud af 10 danskere, når det handler om Hjemmeværnets støtte til Forsvaret og Beredskabet. 

Danskernes vurdering af vigtigheden af Hjemmeværnets støtte og den generelle tillid til Hjemmeværnet har ligget på et konstant højt niveau de seneste tre år, og igen i år har mere end 8 ud af 10 danskere svaret, at de har tillid eller stor tillid til, at Hjemmeværnet kan løse sine opgaver, mens 9 ud af 10 mener, at Hjemmeværnets støtte til militære opgaver er vigtig.

Danskernes opbakning til Hjemmeværnets støtte og opgaveløsning på alle områder fortæller meget tydeligt, at de opgaver, Hjemmeværnet løser, gør en reel forskel for den danske befolkning. Det er et kæmpe skulderklap til de mange tusinde frivillige hjemmeværnssoldater, som kan være stolte af den store indsats, de yder år efter år, og de mere end 2,4 millioner frivillige timer de har lagt i 2016. Fokus for mig vil fremadrettet være at skabe de bedste materiel- og ressourcemæssige forudsætninger for, at vi også næste år kan yde næsten 2,5 mio. frivillige timer til gavn for den danske befolkning,” siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler.

Opbakning i top

Undersøgelsen viser desuden en markant fremgang i danskernes syn på vigtigheden af Hjemmeværnets støtte og den generelle tillid igennem de 12 år, hvor undersøgelsen er blevet gennemført.

Mens 4 ud af 10 danskere i 2004 fandt støtten til militære opgaver vigtig, gør det sig i 2016 gældende for 9 ud af 10 danskere. Når det handler om Hjemmeværnets støtte til politiet i forbindelse med afspærringer, evakueringer, eftersøgninger og støtte ved terrorangreb mener mere end 9 ud af 10 danskere, at Hjemmeværnets støtte er vigtig. Det er den højeste opbakning fra danskerne i de 12 år, undersøgelsen er blevet gennemført. Samtidig mener 9 ud af 10 danskere, at Hjemmeværnets støtte til Beredskabet er vigtig.

"Undersøgelsens resultater er et udtryk for, at Hjemmeværnets omdømme har rykket sig i en positiv retning over de seneste 12 år. Det er meget positivt, at der er stor anerkendelse og respekt omkring Hjemmeværnet og hjemmeværnssoldaterne. Det har stor betydning for de frivillige hjemmeværnssoldater, at danskerne har tillid til dem og sætter pris på den opgaveløsning, de gang på gang leverer i deres fritid. For det er rigtig mange frivillige timer, der bliver leveret i mange forskellige sammenhænge. Senest under stormen Urd og den efterfølgende stormflod, hvor mere end 670 frivillige soldater ydede over 6000 frivillige timer til støtte for beredskab og politiet,” siger Bjarne Laustsen (S), som er kommitteret for Hjemmeværnet.   

Stort engagement

Forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen roser de frivillige soldaters engagement og mener, at Hjemmeværnet udgør en ekstra tryghed for danskerne.

"Med et skiftende trusselsbillede er der et øget behov for sikkerhed. Derfor er det vigtigt, at Hjemmeværnet stiller op, når Forsvaret, Politiet eller Beredskabet har behov for det. Når Hjemmeværnet ifølge undersøgelsen er en mere relevant støtte end tidligere, kan det hænge sammen med, at Hjemmeværnet synliggør den tryghed, som danskerne finder ekstra vigtig i disse år," siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

"Hjemmeværnet er en væsentlig samfundsressource, hvilket holdningsundersøgelsen også viser, at danskerne er enige i. Personligt har jeg den allerstørste respekt for folk, der vælger at bruge så mange timer på at støtte op om vores fælles samfund. Det vidner om et stort engagement. Når særlige situationer som terror, store flygtningestrømme eller massive oversvømmelser rammer Danmark, er der brug for, at professionelle og frivillige kræfter træder sammen. Her bidrager Hjemmeværnet og dets mange ildsjæle med en stor indsats – og det er jeg glad for, at befolkningen også anerkender." 

Læs hele rapporten om danskernes holdninger til Hjemmeværnet

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring