Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnets kernefortælling kan være med til at skabe en stolthedsfølelse blandt medlemmerne mener stabschefen, der her ses (i midten til højre) under et besøg på øvelse Blå Negl. Foto: Christer Holte.

På jagt efter Hjemmeværnets DNA

Når der i 2018 skal skabes en fælles fortælling om Hjemmeværnet, er det for at sætte fokus på, hvorfor Hjemmeværnet er sat i verden, og hvad der er særligt for det hjemmeværn, som vi alle er en del af

06-06-2018

Af Thilde Lejre

Hvad er Hjemmeværnet sat i verden for? Hvad gør Hjemmeværnet til noget særligt? Og hvad binder os sammen på tværs af organisationen? De spørgsmål skal en fælles fortælling – en kernefortælling – om Hjemmeværnet forsøge at give svar på. Kernefortællingen skal være med til skabe et fælles ståsted og give næring til fællesskabsfølelsen på tværs af Hjemmeværnet.

”En kernefortælling er vores fælles budskab – hvad vi er sat i verden for samt et værdisæt, som er let at huske for alle, og som er mindre komplekst og mere nærværende end en mission og vision. Fortællingen er essensen af vores organisation og udgør summen af vores fælles historie, kultur, opgaver og visioner. På den måde kan fortællingen være med til at skabe en stolthedsfølelse over at være en del af Hjemmeværnet, og så kan den også være med til at vise den fælles retning for frivillige og ansatte på tværs af organisationen,” siger brigadegeneral Jette Albinus, som er stabschef for Hjemmeværnskommandoen.

Alt det der binder os sammen
Da det er en fælles kernefortælling for hele Hjemmeværnet, skal den kunne rumme alle tre værnsgrene, og den skal binde Hjemmeværnet sammen fra den frivillige og op til generalen. Derfor er det også vigtigt, at alle i Hjemmeværnet får mulighed for at give input til fortællingen, så alle kan se sig selv og lige netop deres hjemmeværn i de nedskrevne sætninger, som kommer til at udgøre fortællingen. Arbejdet frem til den endelige kernefortælling er derfor en essentiel del af det.

”Det at skabe en kernefortælling er en længere proces, men netop processen er vigtig, fordi det er i dialogen, at vi bliver skarpe på, hvad Hjemmeværnet betyder for os. Det er samtalen og dialogen, der kan koge vores følelser og værdier om Hjemmeværnet ned til få, skarpe ord og sætninger, som vi alle kan identificere os med, og som vi kan huske og bruge på tværs af organisationen,” forklarer Jette Albinus.

Arbejdet med at skabe en fælles kernefortælling for Hjemmeværnet vil foregå henover hele året og vil bestå af oplæg, møder og workshops over hele landet. Har du lyst til at sætte dit præg på kernefortællingen, vil vi meget gerne have netop dine input, så følg med på HJV.DK, hvor vi løbende informerer og inviterer alle i Hjemmeværnet til at tage del i den fælles kernefortælling. 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring