Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Med det nye stabsstøttesystem SitaWare bliver det fremover muligt for hjemmeværnssoldater at dele vigtige informationer under øvelser og opgaver på mobiltelefoner og tablets. Foto: Systematic

Digital føring forbedrer opgaveløsningen

Et nyt føringsstøtteværktøj giver mere tid til det operationelle til gavn for de frivillige soldater og Hjemmeværnets samarbejdspartnere

01-06-2017

Af Thilde Lejre

I den nærmeste fremtid vil det ikke være et særsyn at se hjemmeværnssoldater på en opgave eller øvelse med en tablet eller smartphone i hånden. Når Hjemmeværnet støtter Forsvaret med træning af værnepligtige eller Politiet ved eftersøgninger og oversvømmelser, kan vigtige informationer nemlig nemt og hurtigt deles via mobiltelefoner eller tablets med det nye militære føringsstøtteværktøj SitaWare.

Systemet kommer til at gøre en stor forskel for løsningen af Hjemmeværnets opgaver både for de frivillige soldater og for Hjemmeværnets samarbejdspartnere bl.a. i Forsvaret og Politiet.

"Anskaffelsen af SitaWare er Hjemmeværnets første skridt i retning af en digital føringsplatform, og det er samtidig ét skridt af mange for at gøre støtten til Forsvaret og øvrige samarbejdspartnere endnu mere effektiv. Med SitaWare kan Hjemmeværnet dele information mellem få til flere hundrede soldater på få sekunder."

"Samtidig giver systemet mulighed for at udveksle planer og øvrig information med andre myndigheder både under uddannelsesvirksomhed og under indsættelser til støtte for Forsvaret, Politiet og øvrige samarbejdspartnere," siger oberstløjtnant Lars Fog fra Hjemmeværnskommandoen, som er ansvarlig for at få det nye system implementeret i Hjemmeværnet.

Mere tid til det operationelle
Det nye system betyder, at befaling og planlægning af øvelser eller indsættelser vil blive af bedre kvalitet, da føringsstøtteværktøjet kan rumme skabeloner, befalinger, kort og meget andet, som giver en mere effektiv opgaveløsning.

"Med SitaWare får vores frivillige soldater en bedre og mere præcis beskrivelse af opgaven og dermed også bedre vilkår for opgaveløsningen. Det betyder, at de kan bruge mere tid på selve opgaven, og det kommer både os og vores samarbejdspartnere til gode. Samtidig har det stor betydning for os at få en it-løsning, som er brugervenlig og nem at administrere," fortæller Lars Fog.

Det er selskabet Systematic, der står bag it-løsningen, og de ser store fremtidsperspektiver i SitaWare.

"SitaWare er et produkt, som nu bruges i over 20 lande, og vi oplever en fortsat stigende interesse. De seneste år har vi indgået kontrakter med mange store og stærke spillere på området, og vi kan mærke, at mange nationer betragter Danmark som et foregangsland på det her område," siger CEO hos Systematic Michael Holm.

Styrket samarbejde
Systemet kommer ud til hele Hjemmeværnet fra regioner til underafdelinger og i alle tre værnsgrene. På sigt bliver det linket op på Hjemmeværnets fartøjer og fly, så det bliver muligt at udveksle oplysninger om lokationer. Samtidig kan man se hinandens planer, kort og data, så det giver optimale muligheder for samarbejde også under en værnsfælles opgave eller øvelse.

Med anskaffelsen af SitaWare lever Hjemmeværnet op til kravet i det seneste forsvarsforlig om at styrke havmiljøindsatsen i kystzonen ved at opstille en førings- og kommunikationsstruktur til støtte for beredskabets øvrige aktører.

Systemet vil blive operativt fra 1. oktober, og forud for det bliver der gennemført uddannelse i det, så der bliver en række superbrugere af SitaWare fordelt på hele Hjemmeværnet.

Fakta om SitaWare:

  • Føringsstøtteværktøjet vil blive rullet ud i hele Hjemmeværnet fra september, og der gennemføres i øjeblikket forsøg med brugen af det i Landsdelsregion Vest
  • Det blev besluttet, at Hjemmeværnet skulle implementere SitaWare, som Forsvaret allerede bruger, i forbindelse med det seneste forsvarsforlig
  • Styrkelsen af havmiljøindsatsen betød, at Hjemmeværnet besluttede at implementere Sitaware

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring