Af Carsten Engedal
I forbindelse med attentaterne ved kulturinstitutionen Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade i København leverede Hjemmeværnet støtte til Københavns politi.
I første omgang blev Hjemmeværnets frivillige soldater brugt til afspærring af gerningsstedet ved Krudttønden og som reserve på Svanemøllens Kaserne, hvis der skulle blive brug for yderligere støtte med kort varsel. Efter Politiet havde dræbt den formodede gerningsmand ydede Hjemmeværnet logistisk støtte til Politiet, blandt andet i form af udkørsel af mad.
- På vegne af Hjemmeværnsledelsen vil jeg gerne rette en stor tak til de frivillige som hurtigt trådte til, da Københavns Politi bad om støtte i forbindelse med attentatet ved kulturinstitutionen ”Krudttønden” lørdag eftermiddag, siger chefen for Hjemmeværnet
Også Københavns politi var tilfreds med den støtte, der blev ydet.
- Jeg vil benytte lejligheden til at takke Hjemmeværnets frivillige soldater i forbindelse med skyderiet i lørdags ved Krudttønden. Vi kan altid regne med Hjemmeværnet. Og de leverede hurtig, effektiv og loyal støtte til Københavns Politi i en svær situation, siger chefen for Københavns Politi Thorkild Fogde.