Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

MFB og ildslukning

Ja, der var tale om ildslukning i egentlig forstand på weekendens øvelse ved Moselund og Grenaa Flyveplads.
Tillige blev Minimal Facility Base oprettet til fuld tilfredshed hos instruktørerne.

20-02-2017
Af Rekrutteringsofficer Kirsten Jul
Brændende olie i gryder, ild i bevidstløs person i brændende lejlighed, olietønder og eksplosionsfare, når meget små spraydåser udsættes for ild og høj varmeudvikling. Det var kun nogle af de mange elementer, som Beredskab og Sikkerhed demonstrerede for de fremmødte flyverhjemmeværnsfolk fra eskadrillerne 240, 273, 275 og 281.
 
Alle fik lov at prøve brandtæpper, pulverslukkere, mm. Det er jo det, der huskes efter sådan en weekend, det vi selv fik lov at prøve.
 
MFB indøves
Størstedelen af weekenden blev dog brugt på teori omkring MFB – altså en Minimal Facility Base. Hvad skal der til for at oprette en midlertidig flyveplads til mindre fly og helikoptere med et samlet mandskab på 30 mand i et tidsrum af 10 dage?
 
Generator til det ekstra strømforbrug, ca. 3000 liter vand, aftale med Moselund om faciliteter, lån af klublokaler på Grenaa Flyveplads, som ejeren velvilligt stillede til rådighed. Afskærmning af området, oprettelse af kommandostation og IT-support, bevogtning samt information og presse til lokalbefolkningen.
 
Har vi tænkt på papir og blyant? Hvor skal maden komme fra? Kommer der flyteknikere? Skal vi bruge store papirkort eller kan pc’en klare behovet? Det svirrede med spørgsmål og planer alt imens den midlertidigt opsatte kommandostation blev godt gennemarbejdet og kommunikationen mellem den og bevogtningen, flyvepladsen og informationsdelen blev efterprøvet, eftertænkt og tilrettet.
 
Søndag formiddag var en fuldt fungerende Minimal Facility Base oppe at køre, presse og information fungerede og kommandostationen kørte på fuldt tryk. Flyverhjemmeværnets instruktører, der havde trænet med os hele weekenden var meget tilfredse med resultatet.
 
Også forbipasserende viste interesse. Der var stor velvilje hos de fremmødte over for øvelsen. Der kunne jo blive brug for Flyverhjemmeværnet i tilfælde af uheld i Grenaa eller nærliggende områder. Og så er det jo godt, at der bliver øvet og trænet med regelmæssige mellemrum.
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring